Telegigant går op mod mobil-tyranni – med dansk bureauhjælp

Peter Engholm
25@mail.dk

Et af Europas største teleselskaber lancerer et digitalt projekt, der skal få folk til at lægge mobilen fra sig. Blandt 250 bureauer er et dansk bureau valgt.

Briefen fra Deutsche Telekom var yderst åben – og dét så Hello Monday som en mulighed for at præsentere en noget anderledes idé. Og dristigheden er blevet belønnet.

Briefen først: At skabe opmærksomhed omkring teleskabet, der er en europæisk sværvægter, og dets seneste all in one-produkt MagentaEINS.

Og den anderledes idé? Den tager afsæt i en velkendt situation: De fleste omkring bordet har øjnene fæstnet på mobilskærmen. Enten er du en del af denne flok med opmærksomheden rettet et andet sted, eller også er du for en stund analog og til stede – og udenfor.

Ideen er et digitalt projekt, som på konstruktiv vis skal løsne vores lænker til smartphonen. Og afsenderen er Deutsche Telekom – og det er hér, det dristige kommer ind i billedet.

Projektet hedder NOMO – NO MObile, eller No One’s Missing Out. Det kan ses som en reaktion på FOMO (Fear Of Missing Out).

Lanceringen af nyheden var i øvrigt også usædvanlig – på Creative Works i København i sidste uge. For som de fleste vil vide, er det faktisk sjældent, at regulære nyheder præsenteres på fagdage.

Medstifteren af Hello Monday, Johanne Bruun Rasmussen, siger:

”Jeg har fået lov af Deutsche Telekom til at snakke om det nu. Ud af 250 bureauer valgte de 6 – 5 tyske og 1 dansk/amerikansk – til at komme med ideer. Vi har arbejdet på NOMO, som er en digital løsning, der passer på folks mobiler – så de kan være til stede, f.eks. når de er på restaurant. Samtidig er det en løsning, restauranten kan skilte med – og understøtte ved f.eks. at tilbyde gratis drinks, hvis bordet ikke har benyttet deres mobiler under hele middagen.”

På spørgsmålet, om dét så er en god forretning for Deutsche Telekom, lyder det åbne svar fra Johanne Bruun Rasmussen:

”Det ved jeg ikke, men jeg ved, at det kræver mod, når et teleselskab går ud og erkender, at ’vi er vist kommet til at skabe et monster’ – og forholder sig til det. Vi tror på, at folk vil elske Deutche Telekom for det”

Deutsche Telekom har indtil videre ventet lidt med selv at linde  på nyheden. Det betyder, at en egentlig og officiel præsentation af produktet fra det tyske teleselskab og det danske bureau må vente.