Telenor og &Co skifter stil i ny kampagne

Peter Engholm,
journalist

Hver 5. dansker har været udsat for digitale krænkelser. Dem vil Telenor hjælpe med et usædvanligt produkt, der er en del af abonnementet. Se filmene her.

Telenor går i dag ud med en tv-reklame, der adskiller sig fra blokkens vanlige mix af taktiske budskaber og godmodig stemning. TVC’en adskiller sig også fra Telenors vanlige kommunikation, og det skyldes det produkt, teleselskabet reklamerer for.

Afsættet er en undersøgelse, Norstat har udført for Telenor. Her svarer 19 pct. af de adspurgte, at de har været udsat for digitale krænkelser i en eller anden form. Og størstedelen af disse har ikke fået hjælp til at håndtere dem alle. Af alle adspurgte mangler godt halvdelen et sted at gå hen for at få gratis rådgivning om, hvordan de minimerer risikoen for at blive udsat for disse krænkelser.

Derfor lancerer Telenor nu en service, NetSikker, der giver adgang til juridisk assistance, hjælp til at identificere krænkeren, at tage dialog med de digitale platforme og få fjernet for eksempel nøgenbilleder eller lignende og hjælp til at kommunikere med politi og Datatilsynet på offerets vegne.

NetSikker bliver inkluderet i alle mobilabonnementer til Telenors privatkunder.

”Som teleselskab skaber vi forbindelsen til den digitale verden, og derfor har vi også et ansvar for, at kunderne kan føle sig sikre, når de færdes på nettet. Det er baggrunden for, at vi nu vil gøre det lettere at få adgang til hjælp, hvis uheldet er ude,” siger Christian Hoffmann, privatkundedirektør i Telenor.

&Co er bureauet på filmene
TVC’en, der markedsfører servicen, er skabt i samarbejde med Telenors bureau, &Co, men parterne har bevidst valgt et udtryk, der ligger langt fra selskabets kommunikations-univers. Anders G. Holvøe, der er director – head of marketing & digital hos Telenor, forklarer:

”NetSikker tager hånd om et seriøst problem, og tonen er derfor også indlevende og nøgtern. Formålet er at få modtagerne til at skabe deres egne billede, så de connecter med problemstillingen. De fleste kender nogen, der har været udsat for digitale krænkelser – hvis de altså ikke selv er blevet ramt. Men den udbredte opfattelse er, ‘at det rammer naboen, ikke mig’. Derfor er det vigtigt få skabt en forbindelse og relevans.”

NetSikker-kampagnen kommer til at køre bredt, og Anders G. Holvøe karakteriserer den som ”en forholdsvis stor lancering”.