Telenors store nordiske konkurrence er afgjort

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det gælder det nordiske mediebudget, hvor der således var meget på spil for OMG i Danmark og Carat i Sverige.

Lige så meget medvind Carat i de sidste par år har haft i Danmark, lige så meget modvind har bureauet i år oplevet i Sverige. Og i går blev der føjet endnu et kapitel til:

Telenor afgjorde sin konkurrence om det nordiske mediebudget plus Ungarn til fordel for OMG.

I Danmark betyder det, at julefreden kan sænke sig. OMD håndterer allerede Telenor og med afgørelsen bliver der derfor ikke hvirvlet op i markedet. Carat har nemlig Telia i Danmark, så havde bureauet vundet Telenor-konkurrence, havde det skabt turbulens.

For Carat i Sverige betyder det, at bureauet må sige farvel til endnu en stor kunde. Tidligere i år mistede man Svenska Spil, og desuden gik Expert-kæden konkurs i Sverige. Bureauet har også mistet andre kunder og oplevet at blive diskvalificeret i et offentligt udbud, så på de svenske medier spekuleres der i, at Carat har mistet en meget betydelig del af sin omsætning.

Aegis Medias nordiske chef, Henrik Jensen, konstaterer dog, at man er i fuld gang med at tilpasse sig.

“Telenor ønsker at samle sit budget, og det er faldet ud til ugunst for os. Det er ærgerligt, men ikke noget vi kan gøre noget ved,” siger Henrik Jensen.

Carat og Telenor har i Sverige samarbejdet i 10 år.