Teleselskab søger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Firmafon kigger efter nyt ”online marketingbureau”. Søgningen af ny samarbejdspartner er sat op som en stillingsannonce.

For halvandet år siden skrev Bureaubiz, at Ambitiøst teleselskab er bureauløst – dengang havde Firmafon bureauer i kikkerten, men endnu ikke valgt bureau.

Siden har teleselskabet, der – som navnet så enkelt antyder – er et BtB-produkt, valgt ikke bare et, men to bureauer.

Nu har man imidlertid valgt at ryste posen og kigge med nye øjne på sit online marketingbureau.

”Vi har samarbejdet med Brinth & Hillerup, der er informeret om, at vi kaster bolden op på ny. De er også velkomne til at søge ”jobbet”. For vi har lagt samarbejdet op som et jobopslag på vores hjemmeside,” siger Jess Andreas Olsen, der har ansvaret for online marketing hos Firmafon.

Teleselskabet samarbejder med reklamebureauet De Allierede, der for nylig flyttede ind i huset hos People Group.

”De Allierede er vores strategiske samarbejdspartner og står for den overordnede markedsføring. Men vores online marketingbureau får ikke reklamebureauet som primær samarbejdspartner, men os,” siger Jess Andreas Olsen.

Han ridser opgaven for det kommende bureau således op:

”De skal være gode til at klemme en masse ud af budgettet – og skabe leads. Vi er ikke så store, men effektive – og laver mange ting selv, herunder websitet. Vi har en aggressiv strategi for de kommende år, og vi søger et bureau, der ”kan tænke langsigtet og samtidig opnå kortsigtede resultater”,” siger Jess Andreas Olsen med et citat fra jobopslaget.

Opslaget kan ses her.