TDC, Telia, Telenor og 3 gik for knapt et år siden sammen i selskabet 4T Mobile Payments med henblik på at lancere et nyt betalingsmiddel.
I dag kom projektet, som er en app, på gaden under navnet Paii.
4T Mobile Payments valgte fra starten HjaltelinStahl som reklamebureau og Mindshare som mediabureau.
Det er HjaltelinStahl, der står bag navnet og designet på den nye app.
Markedsføringsmæssigt er det dog de enkelte telesekslaber, der skal trække læsset her i starten og ikke 4T Mobile Payment, fortæller adm.dir. Peter Bredgaard til Bureaubiz.
”Vi vil i 4T Mobile Payments’ regi gå i gang med at skabe et kvalificeret kendskab til markedet via de sociale medier. Men ellers vil markedsføringen primært foregår via de enkelte teleselskaber”.
Peter Bredgaard fortæller endvidere, at det er naturligt at de fire selskaber udnytter den kontakt de har til deres egne kunder, men at man også i 4T Mobile Payment planlægger at markedsføre Paii.
Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad det bliver, bortset fra, at han kan sige, at man vil bruge både traditionelle og elektroniske platforme herunder sociale medier.
Paii kan i første omgang bruges til at betale med i onlinebutikker og via sms-betaling.
4T Mobile Payments skriver i en pressemeddelelse, at man forventer, at Paii i slutningen af marts bliver integreret i TDC’s fysiske butikker. Senere i år vil danskerne kunne betale med Paii i en række fysiske butikker.
Spørgsmålet er så, hvordan danskerne vil tage endnu en betalingsapp til sig, nu hvor Danske Banks MobilePay er blevet downloadet 1 mio. gange og de øvrige banker også har lanceret deres betalingsløsning, Swipp.
Men alt andet lige har Danske Banks MobilePay nok banet vejen for at muligheden for betaling fra person til person er blevet almindelig kendt.