Telia Company vælger Wavewaker fra GroupM som sin mediabureau-partner på tværs af Norden og Baltikum.
Valget sker oven på en nordisk pitch og resulterer i en omfattende konsolidering: Telia Company går således fra 11 bureauer i regionen til at få samlet deres marketingsservices hos ét bureau, hedder det i en pressemeddelelse.
Der er tale om Telia på ikke blot seks markeder, men også flere brands inden for både telekommunikation og medier. Og Telia Company er da også Nordens fjerdestørste annoncør, oplyses det.
I Danmark er det de tre brands Telia, Call me og C More, der samler deres mediebudget, som fra 2022 skal håndteres af Wavemaker. Teleselskaberne har hidtil været håndteret af Dentsu (Carat), mens C More har været delt mellem Wakemaker og andre bureauer.
Christian Preisler
Om positionen siger Christian Hjarup Preisler, director of brand & marketing fra Telia i Danmark:
”I 2021 har vi sat tydelige positioner for vores to brands. Telia skal være familiernes foretrukne teleselskab på tværs mobil, internet, TV og streaming – mens Call me skal stå stærkt på markedet for nem og billig mobiltelefoni. I det konkurrenceprægede danske telemarked har vi brug for den skarpeste markedsbearbejdning for effektivt at udbrede kendskabet samt rekruttere og fastholde loyale kunder.”
Han tilføjer om bureauvalget:
”Wavemaker er et godt match, da de har de rette kompetencer og værdier, og jeg ser frem til at levere på vores ambitioner og strategi med dem som vores nye mediepartner.”
Kristian Bæk- Mikkelsen
CEO fra Wavemaker Danmark, Kristian Bæk-Mikkelsen, siger:
”Vi er utrolig stolte over og glade for, at Telia vælger os som samarbejdspartner. Det er en drømmeopgave for os, og det underbygger vores strategi om at arbejde med nordiske annoncører og simplificere og effektivisere deres markedsføring på tværs af markeder. Samarbejdet giver os en fed mulighed for at transformere Telia og selvfølgelig også os selv”.
På reklamebureau-siden sagde Telia for et år siden farvel til Hjaltelin Stahl – og valgte Kunde & co. Kort efter blev samme skift foretaget hos Call Me.