Telmore-konkurrence førte til bureauskift

Peter Engholm
25@mail.dk

Online teleselskabet har afholdt konkurrence mellem fire bureauer. Det endte med et farvel til det hidtidige bureau, Robert/Boisen, og et goddag til et noget større ét af slagsen.

Telmore siger farvel til Robert/Boisen & Like-minded efter halvandet års samarbejde. Forinden var gået syv års samarbejde med Kunde & Co, så på den baggrund virker det som relativt kort tid med Robert/Boisen.

En bureaukonkurrence banede forrige sommer vejen for Robert/Boisen, der var oppe imod netop Kunde og – ifølge Bureaubiz’ oplysninger – også Zupa Recommended.

Nu er så fulgt endnu en bureaukonkurrence, denne gang i kølvandet på en ny koncernstrategi fra moderselskabet TDC og en række ændringer i ledelsen.

Også denne gang var det eksisterende bureau med i konkurrencen, og denne gang var Zupa Recommended helt åbenlyst med – for det er dem, der nu står som vinder.

”Vi havde oplæg fra tre bureauer samt fra Robert/Boisen, og vi har valgt Zupa Recommended. Telmore er et online selskab, og vi bedømte oplæggene ud fra 1) brandforståelsen og 2) kanalforståelsen. Og da det strategiske var på plads hos Zupa Recommended, kunne vi konstatere en stor kanalforståelse og et ekstremt stærkt bud på integreret kommunikation, med udgangspunkt i vores online-tilstedeværelse,” siger Dorte Tandrup, der er marketingchef i Telmore.

Kontraktforhandlingerne er i gang og endnu ikke lukket. Samtidig har Zupa Recommended så småt taget fat på det første arbejde for Telmore.

”Vi skal også på tv, men et tv-spot er netop ikke dér, hvor Telmore begynder. Vores udgangspunkt er en stærk online-platform, som vi skal have mest muligt ud af, og som fortsat skal styrkes. Og ud fra den forståelse har vi valgt Zupa Recommended til at levere de understøttende aktiviteter,” siger Dorte Tandrup.

Mens Robert/Boisen må sige farvel til Telmore, kan bureauet dog glæde sig over netop at have vundet ASE – A-kassen for Selvstændige.