Thomas Falkenberg forlader AarhusKontoret

Peter Engholm
25@mail.dk

Kemien var god på det unge bureau – bare ikke til partnerskab og fastansættelse for hans vedkommende.

“Jeg er nok den ultimative freelancer.”

Så enkel – og udramatisk – er forklaringen på, at Thomas Falkenberg har sagt farvel til AarhusKontoret efter blot 8-9 måneder.

Bureauet blev skabt i begyndelsen af året af en flok kreative, der kender hinanden fra Uncle – og fra toppen af Creative Circles liste over landets mest vindende kreative. Nu sælger Falkenberg sin ejerandel af burauet til de fire øvrige; Jonas Nørregaard, Rasmus Dunvad og Anders Tranæs – samt den hollandske designer Hans Leijdekkers.

“Som person elsker jeg at starte noget op – jeg er en kreativ entreprenørtype, der er med til at skabe det overordnede koncept, sætte en film i søen … og hoppe videre. Efter 14 dage kan jeg ikke se skoven for bar træer, og så må jeg ud igen for at holde mig skarp,” siger Thomas Falkenberg.

Han har været fast mand på BBDO, Partners, Y&R og nu AarhusKontoret – men det skal sættes i forhold til, at han har været tilknyttet ikke færre end 16 forskellige bureauer, herunder bl.a. Uncle. Derfor ser han det ikke som et stort spring at blive freelancer igen.

“Før AahusKontoret var jeg mig selv i perioden 2002-2008. At jeg går freelance, sker ikke som en reaktion mod de andre på bureauet, som er superdygtige – og som jeg sagtens kan forestille mig at arbejde sammen med, på freelance-basis, fremover,” siger Thomas Falkenberg.

Adm. direktør på AarhusKontoret, Anders Tranæs, siger om den nye situation:

“Vi kommer godt ud af det på det personlige plan, men Thomas er bedre til det frie liv. Men vi vil meget gerne arbejde sammen med ham fremover. Vi skal nok ikke have flere medejere, men vi har et par stillinger, der skal besættes inden for den næste tid. Vores behov for en tekstforfatter løses indtil videre med freelancere, men vi vil gerne have én fast. Samtidig skal vi også have en projektleder.”

Var modellen ikke, at bureauet kun skulle bestå af kreative?

“Jo, men det er lille sted, og vi skal have en hverdag til at hænge sammen. Der er en del praktik, som vi alle skal ordne, og vi søger en projektleder, der derudover også kan tage bolden – f.eks. digitalt. Men ansættelsen af en projektleder ændrer ikke ved tanken om, at vi ikke vil have et mellemled mellem de kreative og kunden,” siger Anders Tranæs.