Tidl. MEC-direktør stifter bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Clapcph er navnet på et netop lanceret bureau, med en tidl. Client Director fra MEC Access i front. Med sig har han tre andre i et initiativ, de karakteriserer som ”Danmarks første brand aktiverings bureau”.

2015 var ikke mange dage gammelt, før end et nyt bureau blev født; Clapcph. Det har Kim Traulsen som Managing Director, i front – han kommer fra en stilling som Client Director i MEC Access.

Og med sig har han – på bureauets adresse på Frederiksberg – tre andre; Søren Birkelund, der er Client Director, og som bl.a. været hos reklamebureauet Thinkhouse. Begge er partnere. Dertil kommer Peter Sindahl og Pedro Engberg, der er begge er med-stiftere og bestyrelsesmedlemmer. De har også stiftet Traffect og har tidl. stået bag Mggroup og Mediaguiders. Peter Sindahl og Pedro Engberg deltager også i arbejdet på bureauet, der også har to freelancere tilknyttet.

Og hvad skal det nye bureau så beskæftige sig med? Brand aktivering – og udelukkende dét, hvilket ifølge en pressemedddelelse fra kvartetten gør Clapcph (en forkortelse af bureau-DNA’et Creating Loyalty And Passion) til noget enestående herhjemme.

Således bliver Clapcph lanceret som det første brand aktiverings bureau herhjemme.

Andre bureauer tilbyder da også brand aktivering …

”Andre bureauer kan opfatte brand aktivering som events, sponsorater eller product sampling, men for os er brand aktivering overliggeren, som eksempelvis events og sponsorater, men også digital aktivering og filmproduktion kommer ind under,” siger Kim Traulsen til Bureaubiz.

Hvordan ved I, at I er de første?

”Vores research viser, at andre bureauer kalder det content marketing eller oplevelses-markedsføring. Vi har specialiseret os i brand aktivering og definerer det som en stærk kreativ platform – et sponsorat eller et partnerskab, anbefaler vi – som omdrejningspunkt for marketing og kommunikationsaktiviteter med det formål at aktivere forbrugerne,” siger Kim Traulsen, Managing Director i Clapcph, og tidligere Client Director i MEC Access.

Han tilføjer:

”Vi er nye, men vi er ikke grønne. Tilsammen har teamet bag clapcph over 50 års erfaring med konceptudvikling, content marketing, sponsor marketing, media, fysiske og digitale aktiveringer. De første kunder er allerede ombord,” siger Kim Traulsen.