Tidl. topchef i Mediabrands skal stå i spidsen for Aller bureaugruppe

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Heine Jørgensen kender sin nye arbejdsgiver i forvejen. Nu skal han gennem opkøb styrke digitale, strategiske og dialogmarketingydelser.

Når Aller Media Danmark slår bureauerne OTW og Heartbeats sammen i en samlet bureaugruppe under navnet Ahead Group, trækker man samtidig Heine Jørgensen ind som topchef for bureaugruppen.

Heine Jørgensen kommer fra Adform, hvor han har været VP Nordic i godt halvandet år. Før det var han i Mediabrands gennem knap fem år, senest som CEO.

Aller Media og Heine Jørgensen kender hinanden godt, for Heine Jørgensen var for to år siden interim CEO i OTW med opgaven at transformere OTW. Siden da har Heine Jørgensen siddet i bestyrelsen for OTW.

Ahead Group kommer ud over OTW og Heartbeats til at bestå af flere typer bureauer, som ifølge kommunikationschef i Aller Media Karen-Sofie Holm Brunse vil komme til gennem opkøb med særligt fokus på virksomheder, der kan understøtte Aller Medias digitale transformation.

Målet med Ahead Group er ifølge en pressemeddelelse, at “styrke forretningen inden for digitale ydelser, strategiske marketingydelser og dialogydelser, samt sikre en mere stabil vækst.

”Hele marketingbranchen er i bevægelse – det er ikke nyt – men det er omfanget og hastigheden, der i den grad øges. Og i den virkelighed er det både spændende og relevant at opbygge Ahead Group i Aller Media Danmark. OTW er meget stærke inden for storytelling, og Heartbeats har evnen til producere stærkt og vedkommende indhold. Det giver et utroligt solidt afsæt til at opbygge Ahead Group, der skal udvikles yderligere på tværs af content, marketing, digital performance og relation marketing,” siger Heine Jørgensen.

Fra CEO for Aller Media, Charlotte Riparbelli lyder det:

”Vi ser meget frem til samarbejdet med Heine, som kommer med den helt rette erfaring i forhold til at vækste vores selskaber og skabe endnu mere synergi mellem de forskellige ydelser. Samtidig kommer Heine med en baggrund inden for udvikling af kommercielle løsninger og digitale strategier, og det er lige præcis dét, der skal til for at styrke vores bureauer og hele forretningens digitale transformation,” siger Charlotte Riparbelli, CEO for Aller Media Danmark og fortsætter:

”Både Aller Media i Sverige og Norge har etableret Ahead Groups med fokus på opkøb af forskellige bureauer, der skal sikre den samlede forretning – også i fremtiden. Det er derfor et helt naturligt skridt, at vi i Danmark følger trop og opbygger en samlet enhed til vores selskaber, der med tiden gerne skulle vokse med endnu flere bureauer og ydelser.”

Heine Jørgensen starter i sit nye job den 1. juli.