Tidligere Adcolony-chef stifter konkurrent

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Mark Korsmann, tidligere landechef hos Adcolony, stifter bureau der vil konkurrere med de store spillere indenfor mobilannoncering – og højne disciplinens niveau.

Efter 12 år i mediebranchen har Mark Korsmann valgt at blive herre i eget hus, og har stiftet bureauet Rally, som specialiserer sig i mobilannoncering, og som vil ’gå i konkurrence med Facebook, Google, Youtube, Widespace – og til dels Adcolony’.

Ovenstående firmaer betragter Mark Korsmann som de største konkurrenter, når det gælder om at vinde mobil-marketingbudgetterne i Danmark.

Fra starten vil Rally være et fem mand høj foretagende og Mark Korsmann slår på at ’teamet bag ham er 100% dansk og alle med årevis af erfaring’.

Rally-holdet består, foruden af Mark Korsmann selv, af en campaign manager, to kreative og en platforms-ansvarlig.

Den nybagte direktør fortæller, hvem han har rekrutteret til sin nye virksomhed:

’Rally trækker på de bedste ressourcer, som jeg er stødt på de sidste mange år i mit arbejde med mobilannoncering. Det gælder både indenfor datasegmentering, daglig campaign management og kreative kompetencer.”

Han fortsætter:

”Rallys strategi er at tilbyde vores kunder det bedste inden for disse tre grene blandet med en personlig og nærværende tilgang til kunderne.”

Vil løfte niveau
Mark Korsmann beskriver sit nye foretagende som dels et mobilt medienetværk dels et kreativt bureau, som skal hjælpe annoncørerne med at lave kreativer, der er indrettet til mobilen.

Genrelt synes Mark Korsmann ikke, at standarden inden mobilannoncering er høj nok:

”80 procent af de bannere, som du ser på mobilen i dag, er enten video eller statiske GIF-filer, der ved et klik blot linker til et website. Ofte er disse bannere pixelerede og har pligttekster, der kan være svære at læse. Hos Rally vil vi fokusere på annoncører, der gerne vil lave lidt ekstra spændende ting på mobilen.”

Om hvordan dette sættes i scene, fortæller Mark Korsmann:

”Et mediabureau eller en direkte annoncør godkender et mediebudget, og for dette udvikler vi både et kreativ, og sætter det live på det eller de medier, vi samarbejder med.”

Ifølge Mark Korsmann har Rally allerede fem kunder i hus. I skrivende stund er det dog ikke muligt for ham at afsløre nogen navne.

Den bumpede vej til Rally
Mark Korsmann arbejdede oprindeligt for dansk-ejede adQuota, da de blev opkøbt af mediegiganten Opera Mediaworks, der tidligere i år skiftede navn til Adcolony – der er amerikansk ejet.

Selv beskriver Mark Korsmann sin karrierevej som ’fyldt med op – og nedture’, men det til trods, har han aldrig tvivlet på værdien i mobilannoncering og mulighederne indenfor den verden.

Han fortæller:

’Mulighederne indenfor mobil markedsføring er uendelige og som marketeers, har vi kun lige skrabet i overfladen. Hos Rally glæder vi os virkelig til at starte samarbejdet med mediabureauer, annoncører, reklamebureauer og ikke mindst de danske medier. Sammen vil vi løfte niveauet indenfor mobilannoncering, så mødet mellem annoncør og mobilbruger bliver endnu mere nærværende og interessant’.