Tidligere DDB-direktør bliver Coops øverste marketing-boss

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I en stor organisationsændring samles ledelsen af SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’ Brugsen. Det gælder også marketingafdelingerne, der får Pia Niemann som chef.

For halvandet år siden sagde Pia Niemann farvel til et job som client service director hos DDB til fordel for et job hos Coop, hvor hun skulle arbejde med innovation og egne varemærker.

I dag har hun så fået et nyt ansvar i koncernen – men ikke bare et nyt ansvar – et meget større ansvar.

Coop har nemlig annonceret, at man nu laver en ny organisation, hvor de tre kæder, SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’ Brugsen får en fælles ledelse. Der er ikke tale om en fusion af kæderne. De skal fortsætte med hver sin profil, men hensigten er at sikre større synergier ved at koordinere indsatsen mere.

De tre kæder har ca. 650 butikker med en samlet omsætning på godt 35 milliarder kr., og vil blive ledet af koncerndirektør Gregers Wedell-Wedellsborg.

Desuden er udnævnt en ledergruppe, og her finder man Pia Niemann, der bliver marketingdirektør.

Det er lang tid siden, at Coop sidst har haft en koncern-marketingdirektør. Det var Kenneth Pedersen, som siden blev direktør for Republica og SuperBrugsen. Han indgår også i ledergruppen med titel af detail-direktør.

Da Kenneth Pedersen var koncernmarketingdirektør, var hans rolle langt mere koordinerende i forhold til kædernes marketingafdelinger.

Denne gang er der tale om, at de tre kæders marketingafdelinger lægges sammen i en ny stor afdeling under ledelse af Pia Niemann. De enkelte kæders marketingchefer vil således fremover referere til Pia Niemann i stedet for kædedirektøren.

De øvrige medlemmer af ledergruppen er: HR-direktør Claus Ljungdahl, der kommer fra et job som varehuschef i Kvickly, samt økonomidirektør Morten Kok, og kategoridirektør Michael Christensen.

Lokale tilpasninger

Målet med den nye organisation er, at kunderne skal opleve, at butikkerne i højere grad lever op til de lokale behov, og at der derfor er større forskelle i det udvalg af varer, man kan få.

Til at sikre et mere nært Coop med fokus på lokale tilpasninger i de enkelte kæder er der derfor udpeget en formatdirektør for henholdsvis Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen.

Som formatdirektør for Kvickly er udnævnt Allan Kristoffersen der tiltræder 19. september. Han kommer fra jobbet som kædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-køb. Indtil slutningen af 2015 havde han en 22 år lang karriere i Coop, de seneste år som salgsdirektør for Irma.

I SuperBrugsen er den nuværende salgsdirektør Mikkel Karlsson, udnævnt til formatdirektør.

I Dagli’Brugsen fortsætter den hidtidige kædedirektør Jesper K. Andersen som leder, nu med titel af formatdirektør.

Samtidig er der udnævnt en ny direktør for Irma efter Jesper Uggerhøj. Det er blevet Søren Steffensen, der hidtil har været kædedirektør for Kvickly og stået i spidsen for kædens turn around.

Stina Glavind fortsætter uændret som direktør for Fakta.

Digitale investeringer

Et andet formål med organisationsændringen er, at kommunikationen i højere grad er målrettet og tilpasset den enkelte forbruger.

Det indebærer bl.a., at der skrues op for investering i digitaliseringen. Konkret vil det betyde, at kommunikationen med medlemmerne kommer til at foregå via nye apps til mobiltelefonen og med nye betalingsformer i butikkerne.

Coop har en erklæret målsætning om at drosle væsentligt ned på tilbudsaviser, og den nye organisation skaber mulighed for at accelerere denne udvikling.

På sigt er det hensigten at sige farvel til de trykte tilbudsaviser til alle og goddag til mere individuelt tilpasset kommunikation.

”Der er tale om at udvikle organisationen, så vi bedre kan leve op til forbrugernes krav i fremtiden. Vi tror på, at de ønsker butikker og varer, der ikke er ens, men er tilpasset de lokale behov. Vi tror, at de vil have mindre papir, men mere smarte løsninger til kommunikation, betaling mv. via deres smartphones. Med den nye organisation gør vi Coop klar til fremtiden,” siger koncernchef Peter Høgsted.