Tidligere Manyone-seniorfolk bag nyt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Fire tidligere seniormedarbejdere fra Manyone har stiftet et nyt digitalt designbureau. De kommer alle oprindeligt fra Think, som Manyone købte op.

Fire seniorfolk, der alle har arbejdet hos det digitale bureau Think, som blev opkøbt af Manyone i 2018, har stiftet eget bureau.

De fire er ansvarlig for strategi, David Zimmermann – hos Manyone var han account director; designer Simon Vinther Nielsen – hos Manyone var han design director; designer Gabriel Dzieslaw – hos Manyone var han design lead; samt Kasper Greve, der i sidste måned stoppede hos Pentia med titel af business development director.

Bureauet har fået navnet DAY21, og bortset fra Kasper Greve, er de andre startet op for ca. seks måneder siden og har sagt goddag til kunder som Infare, Infomedia, Venture Works, Thursday Consulting og et pensionsselskab.

I pressemeddelelsen kan man læse, hvorfor stifterne har forladt Manyone til fordel for noget mindre. De skriver nemlig, at det ikke altid er til fordel for kunder og medarbejdere, at bureauerne i disse år konsoliderer sig og bliver større, fordi der så kan komme til at mangle fleksibilitet og nærhed.

I pressemeddelelsen skriver de også, at de vil have særligt fokus på visionsdesign:

”Alle organisationer har fokus på at skabe de rigtige digitale produkter i disse år, og investerer massivt i det. Vi har fundet succes ved at hjælpe virksomhedsledere med at designe visionen for mødet mellem virksomhed og kunder i de digitale kanaler. Visuel evidens for fremtidens målsætninger er essentielt for at sikre, at alle ror i samme retning. Det giver virksomhederne et boost i kapløbet om at udkomme med digitale produkter, der skaber resultater,” siger David Zimmermann i pressemeddelelsen.

Målet for 2022 er at ansætte tre til fire medarbejdere, som er ux’ere og designere med erfaring. Navnet  DAY21 står for Design Agency Year 21, og hentyder til det år, bureauet blev stiftet.