Tidligere Viaplay-direktører lancerer bureau  

Peter Engholm
25@mail.dk

Rotate Agency er navnet på konsulentbureauet, der er stiftet af tidl. VP Commercial i Viaplay og SVP PR & Communications i Viaplay Group.

Efter tilsammen 16 år i Viaplay, hvor de hver især har bestridt direktør-stillinger, går Anders Oliver Pokorni og Mette Barnes nu sammen i et nyt konsulentbureau, der fokuserer på fire områder – i første omgang i Danmark: 

  • Business strategy
  • Change management
  • Business growth projects
  • Strategic communications

Før Viaplay har begge haft strategiske senior-positioner og lederroller i tech- og medievirksomheder, og det er ”den akkumulerede viden og erfaring”, der nu – tilsat et solidt skvæt ambitioner – skal omsættes til gavn for forskellige virksomheder. 

“Med Rotate Agency lancerer vi et fokuseret konsulentbureau, der hjælper virksomheder med at accelerere forretningen og løfte og udkomme med den strategiske kommunikation. Her er udelukkende senior-kompetencer med masser af kilometer i benene og forståelse af corporate-verdenens agendaer, udfordringer og behov,” siger Mette Barnes Partner i en pressemeddelelse og tilføjer: 

”Vi er selv født og opvokset i de store high-paced virksomheder og forstår vigtigheden i at omsætte planer og strategi til eksekvering og samtidig være agile, når det kræves.”

Mette Barnes kommer senest fra en stilling som Senior Vice President, PR & Communications i Viaplay Group. Her stod hun i spidsen for en global organisation med selskabets kommunikationsteam og B2B marketing, der tilsammen udgjorde et større team i Europa. 

Hendes makker, Anders Oliver Pokorni, kommer senest fra en stilling som Vice President, Commercial i Viaplay, hvor han sammen med sin organisation arbejdede med kommercielle partnerskaber i Viaplay Groups markeder. Han siger:

“Vi ved, at flere virksomheder og organisationer i Danmark og Norden fortsat kæmper i et hårdt marked, og at mange er nødt til at omstille forretningen, finde nye vækstpotentialer, kommercielle alliancer og måske også have fleksible work-force. Så timingen og markedet for at bringe et nyt konsulentbureau med afsæt i business strategy og strategisk kommunikation, er på mange måder optimal.”

Rotate Agency holder til på Frederiksberg.