Tiger opruster på marketing

Peter Engholm
25@mail.dk

Den stærkt ekspanderende kæde har på bureauside fundet kvinden til en nyoprettet stilling som marketingchef.

Tiger har i år fået nyt navn (Flying Tiger Copenhagen), ny Head of Global Marketing (Klaus Vemmer) og nye bureauer (Hjaltelin Stahl og IUM).

Nu følger så en ny marketingchef til kæden, der sidste år kom op på 600 butikker og omsatte for 3,6 mia. kr.

Den nye marketingchef er ikke en erstatning, men tiltræder en nyoprettet stilling, så der er tale om en oprustning.

Dorte Kryger er kvinden på posten – hun kommer fra Klausen + Partners, hvor hun var kontaktdirektør.

Hos Flying Tiger Copenhagen beskriver Klaus Vemmer den nye rolle til Dorte Kryger:


”Vi ansætter en Marketing Manager til at lede en afdeling på 20 personer. Hun skal holde styr på processerne mellem afdelingerne og på vores kampagner, og hun skal håndtere samarbejdet til vores bureauer. Det bliver et taktisk betonet job.”

Den nye marketingchef refererer til Head of Global Marketing og skal samtidig aflaste ham:

”Vi skal blive bedre til at ud på de internationale markeder. Jeg kan i højere grad koncentrere mig om det strategiske og til at udvikle os digitalt og internationalt,” siger Klaus Vemmer.

Hos Klausen + Partners har man fundet erstatningen for Dorte Kryger. Bureauet har ansat Pia Madsen, der kommer fra en stilling som direktør for det lille dialogbureau, Maximus.

Pia Madsen får titel af Client Service director med reference til adm. dir. Hans-Henrik Søndersted-Olsen.

“Pia er en person med samme arv som os inden for dialog, digital og direct marketing og med et fokus på, at marketing er til at skabe resultater. Så vi er rigtig glade for at have fået hende ombord,” siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen.

Pia Madsen har sin primære erfaringsbase fra kundesiden, hvor hun har været ansat både hos TDC, De Gule Sider og Post Danmark. I årene fra 2006 til 2014, hvor hun skiftede til Maximus var hun hos PenSam.