For en kæde som Flying Tiger Copenhagen er årets julekampagne en nyhed i sig selv. Men allerede inden lanceringen er der nyt at melde: Bureauet, der eksekverer, er ikke det samme som dét, der i sommer vandt kædens bureaukonkurrence.
Hjaltelin Stahl vandt pitchen, men det er Motor Agency, som eksekverer. Klaus Vemmer, Head of Global Marketing hos Flying Tiger Copenhagen, forklarer om Hjaltelin Stahls indsats:
”Hjaltelin Stahl hjalp os med vores Brand Platform – og med at definere, hvem vi er, og hvad vi siger, i forbindelse med julekampagnen. Vi har fået skabt et fundament, både i vores interne og eksterne kommunikation. Samtidig har den kommende kampagne også elementer fra Hjaltelin Stahl, bl.a. en digital løsning.”
Han tilføjer om valget af Motor:
”Den videre eksekvering er lagt i hænderne på Motor Agency. De har – på baggrund af en snæver brief – leveret et fantastisk stykke arbejde og vist stor forståelse for os.”
Samarbejdet mellem Flying Tiger og Hjaltelin Stahl stoppede, førend det kom ud over rampen. Direktør og partner i bureauet, Jens Peter Jensen, siger:
”Samarbejdet kom aldrig rigtig for alvor i gang. Det kan sammenlignes med et forhold. Vi blev kærester i en kort periode, men flyttede ikke sammen og fik sagt farvel til hinanden, inden det blev alvor”
Klaus Vemmer supplerer:
”Jeg har den største respekt for både enkeltpersonerne på Hjaltelin Stahl og for selve bureauet, der p.t. er Danmarks førende. Men der var grundlæggende for store forskelle imellem os, og så var det en god idé at stoppe i tide.”
Flying Tiger Copenhagens navn er nyt, Klaus Vemmer tiltrådte i foråret, og siden er der oprettet nye stillinger, bl.a. marketingchef og webmaster.
”På kort tid er vi gået fra at have en lille grafisk enhed til at være en egentlig marketingafdeling med et nyt, stort team, der er i stigende grad er i stand til at løse opgaver på egen hånd,” siger Klaus Vemmer og tilføjer:
”Jeg ser os som en usleben diamant. Indtil for relativt nylig var den enkelte butik vores eneste kommunikationskanal. Med den stigende konkurrence søger vi at implementere større kampagner, og den tilgang skal vi arbejde med.”
Flying Tiger Copenhagen står til at runde en omsætning på 4 mia. kr. i år, men marketing-mæssigt er koncernen ved at tage sine første skridt:
”Vi er stadig en lille kunde, men vi skal nok blive store – også internationalt – og vi har allerede nu brug for kreativ bistand udefra. Derfor er jeg fantastisk glad for, at Motor kunne træde til og være med på rejsen,” siger Klaus Vemmer.