Til kamp for god reklame: Glem produktet, glem ideen og glem kampagnen

Peter Engholm
25@mail.dk

En free-lance reklamemand har taget sig tid til at skrive en bog om vejen til fantastisk reklame og om at være digital som reklamemand. Og nu forærer han den væk. Sådan er den nye tid.

En dansk gift og i årevis dansk bosiddende tysker har skrevet en bog på engelsk til de danske reklamebureauer. Processen lyder omstændelig, men målet er ligetil – at få bureauerne til at lave den mest cool og fantastiske reklame nogensinde.

Selv valgte den debuterende forfatter, Mike Brandt, længe at gå den klassiske vej bureaumæssigt: På Jung von Matt, Heimat og Springer & Jacoby. Sidenhen – i Danmark – har han været freelancer og underviser.

En traditionel tilgang til branchen, kan man mene, men de seneste måneder har Mike Brandt imidlertid fokuseret på en anden opgave – at skrive en bog om at bryde med vanerne. En bog, der beskriver oplagte forretningsmuligheder for bureauerne – og en bog, som han selv forærer væk.

Der ligger således en umiddelbart sammensat tilgang bag Mike Brandts bog ”Welcome To The Advertisingawesomeness” – med undertitlen formet som tre konkrete råd; ”Forget the product. Forget the idea. Forget the campaign”.

Men det er netop hans tid på reklamebureauerne og – ikke uvæsentligt – tiden væk fra dem, der er baggruden for – og hans grund til – at skrive bogen.

”Jeg har selv været på traditionelle reklamebureauer. Da jeg i Danmark begyndte at undervise, var jeg på et tidspunkt med de studerende i Berlin. Her blev jeg overrasket over, hvor ikke-digitale bureauerne var – og stadig er,” siger Mike Brandt.

Han efterlyser digital tankegang – også på reklamebureauerne.

”Den digitale tankegang er at se først på folks behov inden for din kundes forretningsområde, og dernæst opfylde deres behov. Alle siger, at de er costumer-focused, men de ser ofte på folk gennem brand-briller. Det er i grunden ganske enkelt: Vær people-focused,” siger Mike Brandt og giver dette eksempel:

”Hvis jeg var bilforhandler – eller et reklamebureau for et bilmærke – ville jeg se på folks behov, som typisk er mobilitet og måske også behovet for privatsfære, mens man er mobil. Og herfra hjælpe dem med at løse de problemer, der er forbundet med det. Altså at hjælpe dem frem for at fortælle om et bestemt produkt. Den slags sælger biler.”

Lidt ironisk, at en klassisk reklamebureau-mand fortæller bureauerne, hvordan de skal være digitale …

”Ingen er digitale eksperter – heller ikke jeg – fordi alting ændrer sig så hurtigt. Jeg har bare været heldig at have en timeout fra bureauerne og taget mig tiden til at danne mig et helikopterperspektiv. Nu vil jeg – via bogen – inspirere dem til at tage en timeout fra deres vaner. Bureauerne har travlt og sveder med både ideer og kampagner. Men de sidder fast i en tilgang og en tankegang, som forhindrer dem i at lave de fede og fantastiske reklamer,” siger Mike Brandt.

Han ser processen i to skridt, hvor det første er at tænke digitalt, og det andet er at kende teknologien og det digitale landskab.

”Det sidste skridt er svært – især hvis man, som mange af reklamebureauerne gør, springer det første skridt over – at tænke digitalt – og går direkte videre til utilities. Og det bliver ikke altid bedre, hvis et reklamebureau køber et digitalt bureau – i al fald ikke, hvis de blot bruger det som en digital afdeling, der skal eksekvere den klassiske tankegang.”

Du har brugt tiden til at skrive en bog – som du nu forærer væk …

”Det er moderne reklame. Freemium-modellen, hvor jeg giver min bog væk og håber, at bureauerne – efter endt læsning – vil bruge mig til praktisk indføring af digital tankegang,” siger Mike Brandt.

Bogen er på engelsk – skal Advertisingawesomeness videre til andre lande?

”Gerne, men ikke i første omgang. Jeg blev inspireret af sidste års tiltag med Den Nye Danske Kreativitet. Reklamebureauerne kan og vil gerne, men tilgang og tankegang forhindrer os i at lave fantastisk reklame,” siger Mike Brandt.

Men hvis det handler om digital tankegang, hvad har reklamebureauerne så at byde ind med?

”Reklamebureauerne har forudsætningerne – de kender forbrugerne. Hvis de people-focused, og evner at gå fra ideer til at løse folks problemer, så kan de rykke op som egentlige konsulenter, fordi de derved øger deres kunders forretning. Bureauerne har muligheden for at lave det mest cool og fantastiske reklame nogensinde – og tjene penge på det,” siger Mike Brandt.

Advertisingawesomeness er på 300 (ganske letlæste) sider – og kan downloades her i en begrænset periode.