Lige op til sommerferien sagde Tivoli farvel og – mange – tak til personerne i Kommunikationsbureauet København, der havde været forlystelseshavens bureau gennem fem år – når deres tid på Propaganda McCann regnes med.
Siden har Tivoli været på udkig efter et nyt bureau, og det har man fundet i &Co.
“Vi havde en dialog-runde med 7 bureauer og en egentlig bureaukonkurrence med 3 af dem. Forudsætningen var at forstå, at dét, der umiddelbart ser festligt ud, er en kompleks størrelse med forskellige medie- og målgrupper. &Co var på alle måder”a perfect match”. Ikke kun bedømt på kreativiteten, men også på det strategiske plan – for vores reklamebureau er med i de strategiske beslutninger,” siger Dorthe Barsøe, vicedirektør i Tivoli med ansvar for marketing.
Hun ønsker ikke at nævne de øvrige bureauer i konkurrencen, så Bureaubiz må ty til vandrørene, der nævner Mantra og BBDO.
Kommunikationsbureauet København har sit fingeraftryk på Tivolis halloween-sæson i oktober, mens &Co bringer stafetten videre i forbindelse med Jul i Tivoli.