Tivoli siger farvel til MEC efter otte års samarbejde og vælger i stedet Orchestra som nyt mediabureau.
Samarbejdet er faldet på plads efter en række samtaler med potentielle nye mediepartnere, men Tivoli vil ikke ud med hvem, hvor mange og hvem der har været kontakt til.
Om baggrunden for at skifte bureau siger Tivolis marketingchef, Michala Svane:
”Det ligger i Tivolis DNA løbende at forny sig. Tivoli er gået fra at være en udpræget sæsonvirksomhed til helårsvirksomhed. Det har bl.a. betydet en udvidelse af en række nye forretningsområder som digitaltspil og Tivoli Casino. Derfor er det naturligt for Tivoli at søge ny inspiration og friske øjne på mediestrategien.”
Tivoli har inden for det seneste år rystet posen bureau- og marketingmæssigt:
I efteråret 2015 sagde forlystelseshaven farvel til &Co som sit leadbureau. Her blev der ikke kigget efter ny partner, for Tivoli insourcede lead-rollen.
Michala Svane kom fra HK til Tivoli, hvor hun blev marketingchef i begyndelsen af i år. Hun overtog efter Thomas Erichsen, der efter seks år på posten vendte tilbage til bureaubranchen og til DDB som Managing Director.
Vejen fra MEC til Orchestra har Michala Svane prøvet før. Den tog hun også for et par år siden som marketingchef hos HK, og dengang gav hun udtryk for, at hun godt kunne lide gennemsigtigheden i Orchestras koncept.
Tivolis digitalbureau er uforandret Magnetix, således som det har været tilfældet de seneste fem år.