At kreative trækker stikket og rejser ud i verden for at søge ny inspiration, har Bureaubiz omtalt flere gange – bl.a. en kreativ direktør og en AD’er fra Sydafrika, der lige nu er på en 12 måneders tur jorden rundt, og en spansk tekstforfatter, der i sin autocamper kørte rundt til 20 særligt inspirerende bureauer.
Men udlængslen er ikke forbeholdt udenlandske kreative. To aarhusianske kreative skifter nu deres job på reklamebureauet Envision ud til fordel for en tilværelse som “vejfarende freelancere og kreative eventyrere” i Europa i et halvt år. Sådan cirka.
Målet er at finde ny inspiration, og de agter at tilbyde deres kompetencer til spændende bureauer og kreative projekter på deres vej.
Og det er bestemt ikke fordi, de er trætte af det, de laver på Envision, siger AD’er Troels J. L. Popp, 33, der til november drager ud i Europa sammen med tekstforfatter Majken Gram, 30:
”Vi drager ud for at få nye perspektiver og input som kreative. Der er så mange spændende byer, bureauer og mennesker derude, som kan give os nye vinkler på kreativitet. Og så handler det også bare om at komme lidt på eventyr og komme derud, hvor det hele ikke er så planlagt.”
Idéen er, at de vil kigge forbi forskellige bureauer og kreative projekter i byerne på deres vej og tilbyde deres arbejdskraft mod et måltid mad, en overnatning eller lignende.
”Det kunne være som et ekstra kreativt team på en pitch, at give et nyt perspektiv på en kunde eller bare at drikke en kop kaffe og få en interessant snak”, siger Majken Gram.
Lige nu er de ved at finde ud af, hvilken by de vil starte i, men så skulle resten af turen helst ligge åbent.
”Man kan vel lidt se os som en blanding mellem vejfarende freelancere og kreative eventyrere. Planen er ikke at have for mange planer, men at gribe de muligheder, der opstår på vores vej”, siger Majken Gram.
Hvor længe bliver i væk?
”Vi regner med et halvt års tid, men hvis vi løber ind i noget spændende, bliver vi selvfølgelig længere”, siger Troels J.L. Popp.
Hvad skal der ske, når I kommer hjem?
”Der er ikke nogen fast plan om, hvad vi skal. Lige nu bor vi i Aarhus, men det kan sagtens være, at København bliver næste stop efter vores udlandstur,” siger Majken Gram, som samtidig fortæller, at det at rejse ud er lidt en gammel drøm, som endnu ikke er blevet indfriet.
Majken og Troels tager afsted den 1. november.