To annoncebureauer fusionerer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Frontmedia fusionerer med Vendemus. David Wall bliver hovedejer i det samlede bureau, der i alt får 12 medarbejdere.

FrontMedia og Vendemus fusionerer

De to annoncebureauer FrontMedia og Vendemus fusionerer den 1. april med FrontMedia ApS som det fortsættende selskab.

De to annoncebureauer solgte i 2023 for godt 55 mio. kroner. for 60 mediebrands, og mens Vendemus havde en bruttofortjeneste på 1,7 mio. kr. var bruttofortjenesten for FrontMedia på 7,3 mio. kroner.

Målet er ifølge en pressemeddelelse at repræsentere de fleste toneangivende medier inden for eksternt annoncesalg til hjemmesider, nyhedsbreve, magasiner og dagblade, apps og SoMe.

FrontMedia blev etableret for 24 år siden, og er i dag ejet af David Wall. Bureauet har specialiseret sig i annoncesalg til større forbrugermedier. Vendemus blev grundlagt i 2015 af Mads Tjærby og Jan Byskou og har fokuseret på niche- og B2B-medier.

Fusionen bygger på et allerede tæt samarbejde og man bibeholder salgskontorer i Storkøbenhavn og Aarhus og kommer til at repræsentere 39 medieudgivere. Det samlede FrontMedia har ca. 12 medarbejdere, og David Wall er hovedejer med Mads Tjærby og Jan Byskou som medejere.