To BBDO-direktører bliver ny ledelse for McCann Copenhagen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Siden adskillelsen af McCann og Propaganda har Bjørn Stene som ny landechef for McCann Worldgroup været på jagt efter en ny ledelse til McCann Copenhagen. Ingen forandringer hos BBDO som følge af, at to i ledergruppen rejser.

“McCann er et godt bureaubrand, som bør have mindst samme status som f.eks. DDB og BBDO på det danske marked. Jeg ville f.eks. aldrig ønske at være en del af WPP, som vist efterhånden detailstyrer deres bureauer i en sjælden grad”.

Således sagde Bjørn Stene i december om, hvorfor han fandt udfordringen at blive ny topchef for McCann Worldgroup i Danmark så spændende, at han valgte at tage opgaven. Udtalelsen faldt i forbindelse med offentliggørelsen af fissionen mellem McCann og Propaganda.

Og det er endt med at blive en næsten profetisk udtalelse, En af hans første opgaver var at finde en ny ledelse for McCann Copenhagen, og det har han så gjort nu ved at ansætte to direktører fra netop BBDO.

1. maj tiltræder Morten Ingemann som adm. direktør mens Mads Orht bliver kreativ direktør for McCann Copenhagen. De to har hidtil været henholdsvis kontaktdirektør og kreativ direktør i BBDO.

“Siden opdelingen imellem McCann og Propaganda (Mensch) har vi været på jagt efter en kompetent ledelse til McCann Copenhagen. Jeg har talt med mange og næsten haft for mange kvalificerede at vælge imellem. Men med Morten Ingemann og Mads Orht, får vi et sammenspillet direktørteam med international erfaring, og dermed har vi det bedst mulige udgangspunkt”, siger Bjørn Stene og tilføjer, at han foretrak et team, hvis det var muligt frem for at sammensætte en ledelse af to personer, der ikke kendte hinanden.

“De kender hinandens styrker og svagheder, og kan gå umiddelbart i gang. Jeg har brugt modellen før, og den virker godt”, siger Bjørn Stene.

Morten Ingemann kan prale af en bred erfaring inden for reklamebranchen – både som tidligere research director hos OMD, strategisk direktør hos Starcom i Holland og fra sin tid i London som digital marketing manager hos Agency.com

Mads Orht’s internationale erfaring er grundlagt hos Ogilvy, hvor han i en årrække var kreativ direktør, ligesom han har fungeret som administrerende direktør hos BBDO. Han har desuden en lang række danske og internationale priser bag sig.

Mads Ohrt sagde dog op allerede for seks uger siden og stoppede i fredags, fortæller adm. dir. Niels Folmann, BBDO.

“Jeg har således gået og ventet på at finde ud af, hvad Mads ville, mens Morten Ingemmann er nyt. Samtidig er ledergruppen dog blevet udvidet med Carsten Vigh og Tobias Smidth-Fibiger efter fusionen med Atmosphere, og de tilfører digital kompetence. Så der er rift om senior-posterne, og jeg vurderer, at vi står stærkere end nogensinde”, siger Niels Folmann og fastslår, at der derfor ingen ændringer sker i BBDO som følge af de to’s skifte til McCann.

Med Carsten Vigh og Tobias Smidth-Fibiger bestsår BBDO’s ledergruppe – udover Niels Folmann – af kreativ dir. Carsten Schiott, kontaktdir. Pernille Mehl, produktionsdir. Flemming Thomsen og finansdir. Anders Ertmann.