To brødre har succes med annoncefinansieret e-bogsforlag

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Omsætningen på 20 mio. kroner hentes på annoncer, som målrettes gennem nogle få spørgsmål.

Verdens hurtigst voksende-bogsforlag og verdens største. Sådan kalder de to brødre, Thomas Buus Madsen og Kristian Buus Madsen, deres virksomhed, Bookboon med 35 ansatte og en omsætning op mod 20 mio. kroner.

Og så er det faktisk slet ikke bøgerne, de tjener penge på.

Forretningsmodellen baserer sig på annoncer. I bøgerne er der op mod 15 procent annoncer. Annoncerne målrettes efter læserne ved at de ikke får lov at downloade en bog, før de har svaret på tre spørgsmål, der handler om hvad de studerer eller hvilket studie de har afsluttet; hvor de studerer eller hvilket område de arbejder inden for.

”De svar er tilstrækkelige til, at vi kan tilbyde målrettet employer branding, hvor virksomheder markedsfører sig selv som arbejdsplads. I Danmark har vi f.eks. kunder som Deloitte, McKinsey, KPMG og store industrivirksomheder. De indrykker annoncer i bøger, der har interesse for den type studerende, som de gerne vil have fat i. Hvis man trykker på et link i annoncen, kommer man typisk ind på deres rekrutteringsside”, siger Thomas Buus Madsen, der er virksomhedens marketingdirektør, til Berlingske Business Magasin.

Bookbon har flyttet hovedsædet fra København til London for selv bedre at kunne tiltrække kvalificerede medarbejdere – og samtidig er lønniveauet 30 procent lavere (Berlingske Business Magasin, p. 90-92).