To bureauer flytter ind i People Groups ejendom

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ejendommen i Vester Farimagsgade kommer nu til at rumme både et reklamebureau mere samt et mediabureau.

Hjørnet af Vester Farimagsgade og Gyldenløvsgade blev en markant ejendom i bureaubranchen, da den i starten af dette årtusind blev domicil for People Group.

Siden har den udviklet sig. Bureaudelen fylder mindre og i stedet rummer den nu både en radiostation (24/7) og et forlag (Peoples Press). Det er et anderledes og spændende kreativt miljø, og det er en af årsagerne til, at der nu flytter to bureauer mere ind.

Det drejer sig om reklamebureauet We Love People og mediabureauet Orchestra. Og da People Group har ejerandele i begge bureauer er det selvfølgelig ikke helt usædvanligt, at de har valgt at flytte ind i ejendommen.

Men specielt for We Love People er det miljøet, der har trukket.

“Selvfølgelig er der nogle oplagte synergier i at flytte ind i samme ejendom som People Group. Men det vigtigste har været det miljø, som huset rummer,” siger adm. dir. Pernille Simmelkiær og fortsætter:

“Der skabes virkelig meget content, og al den kreativitet og indhold, der holder til i bygningen kan vores kunder nyde godt af. Vi får vores egen etage, og vil fortsat være helt os selv, men kommer ind i et hus, hvor der bliver endnu flere ressourcer at trække på: Strategi, innovation og masser af indhold, som husets radiostation, musik og forlag bidrager til.”

We Love People flytter ind på 4. sal, mens Orchestra flytter ind i stue-etagen og får egen indgang og adresse rundt om hjørnet i Gyldenløvsgade. Hvilket har været vigtigt for adm. dir. Ulrik Drejsig.

“Vi vokser og skal bruge mere plads. Jeg synes, det er et spændende miljø, og der er også synergier at hente. Men samtidig har det været vigtigt, at vi holder os lidt mere på afstand. Vores gæster, kunder og samarbejdspartnere skal ikke igennem den samme reception som People Group for at komme til os,” siger Ulrik Drejsig.

Orchestras nye lokaler har tidligere rummet en bank og er på 400 kvadratmeter. Bureauet rummer lige nu 15-16 medarbejdere, men vokser fortsat. Derfor har Ulrik Drejsig ikke bundet sig for mere end 2 år.

Både Orchestra og We Love People lejer af ATP, der ejer ejendommen. Det er således ikke People Group man lejer sig ind hos.