To bureauer har hjulpet med lancering af nyt casino

Peter Engholm
25@mail.dk

Online casinoer på det danske marked savner kreativitet og personlighed. Det vil et nyt dansk-ejet casino ændre på – med en erfaren direktør i front, bistået af to bureauer.

Et nyt danskejet online casino, med Ladbrokes tidligere danske direktør i spidsen, lanceres i dag. Ambitionen er at gøre online casino-oplevelsen til en ”flottere, sjovere og mere personlig” oplevelse.

JackP.dk er titlen på det nye casino, som investorer og udviklere har brugt det seneste år på at gøre klar.

”Vi synes i al beskedenhed, at det langt overgår de nuværende danske online casinoer, hvad angår design, brugeroplevelse og branding platform. Det er Frankly Web, der har udviklet designet, og Motor Agency, som har deltaget i udvikling af kreativ platform,” siger Richardt Funch, der er direktør og medejer af selskabet JackP & Friends Ltd, der står bag JackP.dk.

Han har i mere end 15 år været en markant del af danske online spillebranche og har bl.a. været landechef for Sportingbet, Betsafe og Ladbrokes. Under hans 10 år hos Ladbrokes var han en af frontfigurerne i den offentlige debat for at få brudt det danske spillemonopol. Hvilket i 2012 førte til liberaliseringen af det danske spillemarked.

Spillemyndigheden har netop offentliggjort tal for det danske spillemarked for 2. kvartal, og det forventes, at bruttospilleindtægterne for online casino overstiger 1 mia. kr. i år.

Med den stigende interesse for online casino følger et større krav fra spillerne til brugeroplevelse og kundeservice, påpeger Richardt Funch – og her er rigeligt at tage fat på:

”For at være helt ærlig synes vi, de nuværende online casinoer på det danske marked savner kreativitet og personlighed,” siger Richardt Funch.

JackP.dk sætter – angiveligt som det første online casino i verden – ansigt på sine kundeservicemedarbejdere i form af live chat via video streaming.

”Vi har fra start af ville skabe et online casino, der designmæssigt overgår alt, hvad danskerne har set før. Samtidig ville vi gerne gøre selve spilleoplevelsen sjovere og mere social. Vi har derfor udviklet et unikt live chat univers, hvor vi udnytter den nyeste videoteknologi. Missionen med dette er at få sat ansigt på JackP.dk. Noget der af gode grunde har været svært for online casinoer. Men som gør, at vi får skabt mere tillid og bedre interaktion mellem os og vores spillere,” siger Richardt Funch.