Der har stort set ikke været den prisuddeling inden for bureaubranchen i år, hvor Danske Bank ikke har stået på scenen, enten for Gul Bank eller Mobilbank. Tilmed fik bankens marketingdirektør, Joachim Rubow, i sidste uge den sjældne ære at blive udpeget som “Årets markedsfører”. Det skete ved Advertising Effectiveness Award – hvor Danske Bank også fik en pris.
Derfor var Dansk Kommunikationsforenings kom-dag’11 i DR Byens Koncertsal onsdag et særsyn – Danske Bank var ganske vist nomineret for sit program for ledelseskommunikation, Move, men det blev ikke til nogen pris denne gang.
I stedet løb to andre cases med priserne – eller hhv. kørte og cyklede, for priserne gik til busbranchen i Storkøbenhavn og Rynkeby Foods med cykelholdet Team Rynkeby.
Publikumsprisen, der bestemmes af deltagerne på kom-dag’11, gik til busbranchen i Storkøbenhavn og bureauet Stagis for projektet chauffører med karakter, hvis mål har været at “skabe stolthed og arbejdsglæde blandt buschaufførerne, give passagererne en bedre rejseoplevelse og branchen et bedre image”.
“Vi er stolte af, at vi har været med til at skabe en kultur, hvor det er legitimt at anerkende hinanden,” sagde Maja Nellemann fra Chauffører med karaktér.
Dommerkommitéens pris går til Rynkeby Foods for professionel kommunikation om motion for en god sag, hvor Team Rynkeby – nu på 10. år – cykler til Paris til fordel for børn med kræft og deres familier. Mannov har været bureau på projektet.
“Det er det lange seje træk, som giver resultat. Det er mobilisering til ‘at få ondt i røven af’, og det er et projekt, hvor medarbejdere er engageret og der er så stor ekstern opmærksomhed, at der ligefrem er venteliste til turen,” sagde Tina Donnerborg, formand for Dansk Kommunikationsforening.