To bureauer med markant fremgang

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det gælder et københavnsk digitalt bureau og et aarhusiansk reklamebureau, der bl.a. har sikret væksten gennem digitale investeringer.

Udsigterne er ikke gode for bureaubranchen her i efteråret. Til gengæld er der så en række bureauer, der kan glæde sig over et godt regnskabsår, der er sluttet medio 2012.

Det gælder f.es. Aarhus-baserede Pravda. Og det københavnske digitale bureau, CPH Cloud.

Der er en digital fællesnævner, for godt nok har Pravda vækst som reklamebureau, men det er oprettelsen af Pravda Digital, der sikrer den store vækstrate.

“Vi har fået en del nye kunder, og samtidig er vi blevet dygtigere til at tænke on- og off-line sammen lige fra begyndelsen,” siger adm. dir. Mette Hejl.

Overskuddet er ikke fulgt med stigningen i aktiviteten, men det hænger sammen med, at året har budt på investeringer – både af de succesrige og mindre succesfulde.

“Vi har i årets løb forsøgt med tilknytning af nogle kompetencer, hvor det ikke rigtig fungerede, og derfor måtte vi sige farvel til dem igen,” siger Mette Hejl.

Samtidig fremhæver hun, at man på bureauet har kunnet opretholde et fokus på både at pleje forretningen og det godgørende.

“Hvis ikke vi har plads til at gøre noget uden beregning for nogen, der har brug for det, så kommer vi til at mangle Pravda-ånden,” siger Mette Hejl, der tror på, at indeværende år kommer til at ligge på samme niveau som det foregående.

CPH Cloud Company er et kun to år gammelt bureau, der viser flot vækst i sit andet år. Resultatet er opnået gennem arbejde for E-commerce løsninger for bl.a. grønlandske KNI, den danske møbelproducent Fritz Hansen og rejsegiganten Thomas Cook.

”Vi er vældig tilfredse med at det er lykkedes at etablere os solidt inden for e-commerce i et ellers tilbageholdende marked. Vi gør os umage – det er kort og godt hovedingrediensen i den opskrift, der skal fortsætte vores vækst i det nye år, og vi føler os meget heldige at arbejde for kunder, der investerer i digitale kvalitetsløsninger med langsigtet fokus på trods af hårde tider,” siger Jørgen Juul, der ejer bureauet sammen med Anders Hjarnaa.

Nøgletal for Pravda

  • Bruttoavance 10,2 mio. kr. +45,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 728.571 kr. +4,1 pct.
  • Lønandel 69,5 (61,6)
  • Resultat af primær drift +1,036 mio. kr. -18,7 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for CPH Cloud

  • Bruttoavance 5,7 mio. kr. +39 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 814.286 kr. +19,2 pct.
  • Lønandel 66,4 (69,9)
  • Resultat af primær drift 0,818 mio. kr. +70,4 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz