To bureauer med markant fremgang

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og to med tilbagegang. Det er tre reklamebureauer og et digitalt bureau, der har aflagt regnskab.

De første regnskaber er begyndt at tikke ind i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på bureauer, der slutter regnskabsår i 1. halvår.

Montdor sluttede endda så tidligt som d. 30. april, og da efteråret ser ud til at blive rigtig hårdt på bureaumarkedet, har tidernes ugunst ikke rigtig ramt endnu.

Adm. dir. Dion Guldbjerg har dog fortsat en god tro på fremtiden.

“Det ligner et underligt efterår – men vi er fortsat godt med og forventer et fornuftigt år. Vi kommer ikke til at vokse lige så meget, men efter to år med markant vækst er vi nu også mere fokuserede på at sikre vores output frem for at vokse markant,” siger Dion Guldbjerg.

Montdor er født ud af event-verdenen, men ser i dag sig selv som et mere bredt kreativt funderet bureau, der arbejder med aktivering bredt på platforme. På kundelisten finder man f.eks. Heineken, Royal Unibrew og Kraft.

“Det er ikke os, der arbejder med de tunge strategier. Men vi eksekverer og finpudser den. Vi får noget til at ske og skaber noget effekt,” siger Dion Guldbjerg.

Med det seneste regnskabsår er Montdor gået fra en bruttoavance på knap 5 mio. til knap 12 mio. kr. på to år.

Også det lille og ret nye fynske bureau, Pryhl, er kommet godt gennem det seneste regnskabsår. Dog er væksten ikke i Montdor-klassen.

Væksten er bredt funderet.

“Vi har været gode til at sprede risikoen. Vi starter typisk med projekter og søger så at udvikle det til faste kunder,” siger CFO Jimmi Hansen.

Til gengæld må Lysholm Reklamebureau efter et år med markant vækst notere et år med et markant fald – som dog ikke forhindrer bureauet i fortsat at præstere gode nøgletal.

Også det digitale bureau, CO3 Webagency oplevede et år med vigende bruttoavance.

Til gengæld er der en særlig forklaring på faldet på bundlinjen.

“At vores indtjening er mindre skyldes primært en for os meget stor investering i et eget udviklet softwareprodukt, som 100% er udgiftsført over driften, men som vi har store forventninger til – allerede i det nyligt påbegyndte regnskabsår,” siger adm. dir. Christian Søsted Poulsen.

Nøgletal for Montdor

  • Bruttoavance 11,9 mio. kr. + 85,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 793.333 kr. +24 pct.
  • Lønandel 61,2 (61,6)
  • Resultat af primær drift +1,713 mio. kr. +116,3 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Lysholm Reklamebureau

  • Bruttoavance 6,5 mio. kr. -27,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 928.571 kr. -17,5 pct.
  • Lønandel 56,9 (45,2)
  • Resultat af primær drift +1,245 mio. kr. -57,9 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Pryhl

  • Bruttoavance 4,423 mio. kr. +21,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,106 mio. kr. -8,6 pct.
  • Lønandel 51,3 (48,8)
  • Resultat af primær drift +0,49 mio. kr. +12,4 pct.

Nøgletal for CO3 Webagency

  • Bruttoavance 12,806 mio. kr. -8,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 674.000 kr. -3,5 pct.
  • Lønandel 65,7 (60,1)
  • Resultat af primær drift +1,712 mio. kr. -36,8 pct.