To bureauer stifter fælles firma med unikt produkt

Peter Engholm,
journalist

Designeren Arne Jacobsen spiller en særlig rolle i et selskab stiftet af to bureauer. Grundprodukter er ikke timer, men værdi – i form af et digitalt brand-bibliotek.

I forrige måned kunne arvingerne efter Arne Jacobsen præsentere et ambitiøst, digitalt projekt: Et komplet katalog over designerens værk – et brand-bibliotek med tegninger, møbler, designs, bygninger, inventar m.m.

Produktet er skabt over fire år sammen med designbureauet AM Copenhagen og det digitale udviklingshus Standout Web. Produktets potentiale synes så stort, og samarbejdet mellem AM og Standout Web er så godt, at det nu kaster et fælles firma af sig ved navn PM Copenhagen.

”Vi mener, at værktøjet Kollums kan bruges af andre, f.eks. museer, arkitekthuse, ejendomsselskaber, designvirksomheder, modehuse.  Et visuelt og brugervenligt overblik – langt fra grimme databaser og registre – med mulighed for at skabe struktur og større tilgængelighed internt såvel som eksternt,” siger Kristina May Pries, der er direktør og partner i AM.

Simon Strande, der er adm. direktør i – og ejer af – Standout Web, tilføjer:

“Da først tanken om at udvikle et firma oven på samarbejdet havde sat sig fast, var den ikke til at slippe. Vi supplerer hinanden optimalt. AM står for UX, design og brugeroplevelsen, og Standout Web for det digitale håndværk. Og respekten for hinandens fag er stor.”

Royalties til Arne Jacobsen-familien
Bag Kollums er en lidt usædvanlig tilgang, der har medført, at Arne Jacobsen spiller en rolle i PM Copenhagen:

”Typisk ville selve koden være ejet af bureauerne bag, men vi har taget Arne Jacobsen med på rejsen. De har været med fra begyndelsen, så det føltes naturligt og fair for os, at familien modtager royalties ved salg af produktet. Vi gør deres digitalisering til et produkt i sig selv,” siger Kristina May Pries.

Det usædvanlige går igen i processen og i måden at blive honoreret på:

”PM Copenhagen er stiftet ud fra ønsket om at gå mere bæredygtigt til værks i udviklingen af digitale løsninger. Vi bygger ikke noget nyt hver eneste gang, hvis vi kan genbruge noget eksisterende,” siger Kristina May Pries og tilføjer:

”PM løser også en udfordring, der er kendt i næsten ethvert konsulentbureau. Vi sælger normalt timer i stedet for at sælge værdi. PM er netop baseret på den værdi, vi lægger i det enkelte produkt, og al den udvikling og design, der allerede er investeret.”

Interesse for produktet
Og ikke uvæsentligt: Der er en solid interesse for PM’s produkt, som stifterne understreger er det første af flere.

”På baggrund af blot to møder har vi lukket første aftale, mens anden aftale er tæt på at blive lukket. Det er endnu for tidligt at offentliggøre dem, men den ene aftale er inden for medico. Flere produkter er også under udvikling, og der er mandet op på salgs- og markedsføringssiden,” siger Simon Strande.

Der er ingen personer ansat direkte i PM. I stedet trækker man på de strateger, designere, udviklere, projektledere og sælgere, der findes i hhv. AM og Standout Web – 33 medarbejdere i alt.