To danske kreative på deres livs eventyr

Peter Engholm
25@mail.dk

Peter Ammentorp og Nicolai Villads er prøveklude i det globale Ogilvy-netværk. Med Lars Bastholm som mentor er de på vej på en kreativ jordomrejse. Første stop var Shanghai.

Peter Ammentorp, 28, og Nicolai Villads, 26, arbejder i skrivende stund på Ogilvy New York. For en måned siden var de dybt begravet i kinesiske kampagner i Ogilvy Shanghai, og i næste måned tager de hul på et tre måneders ophold på Paris-kontoret, førend turen går til Sao Paolo.

Teamet har allerede snuset til Ogilvy Paris, da de i 14 dage var en del af bureauets deltagelse i Coke Zero-pitchen – en pitch, som det franske kontor i øvrigt vandt.

Men lad os ganske kort gå lidt tilbage i tid og begivenheder, for når to unge kreative får deres livs chance i et af verdens største bureaunetværk, så ligger eventyret ikke kun hér. Det ligger – naturligvis, fristes man til at sige – også i måden, det skete på. For det gav et wildcard, der gav dem billetten til Shanghai, Sao Paolo, Paris og New York.

“Jeg fik i 2009 en bronze i film i Young Cannes Lions sammen med vores gode ven Andreas Hoff, og sammen med Nicolai kom vi i finalen i Future Lions. Derigennem lærte Nicolai og jeg Lars Bastholm at kende, og vi holdt kontakten ved lige. I 2010 blev vi nr. 2 i film i den hjemlige Young Creative Circle Award, og da der skulle sendes et hold til Young Media Lions i Cannes, så fik vi chancen,” siger Peter Ammentorp.

Og chancen blev grebet, for Peter Ammentorp og Nicolai Villads vandt guld – og fulgte oven i købet finalepladsen i Future Lions op med en sejr. Resultaterne blev noteret af Bastholm, der både er øverste digitale kreative chef for Ogilvy i Nordamerika og kreativ direktør for O&M i New York.

“Vi var heldige, for det var en kategori, der passede til os: Integreret. Og resultaterne i Cannes hjalp med til at låse aftalen: At komme ud og være 3 måneder på et Ogilvy-kontor – 4 forskellige steder på kloden. I alt et år – og forløbet afsluttes med et fast job på Ogilvy New York,” siger Nicolai Villads, der suppleres af Peter Ammentorp:

“Vi er meget taknemmelige for denne mulighed, og vi spurgte, hvad tankerne var for forløbet – for det var aldrig prøvet før i netværket. Jeg tror, at Lars gerne vil skabe noget hype omkring talentudviklingen og samtidig udnytte de fantastiske muligheder, der er i en kæde som Ogilvy, for at lave reklame på globalt plan.”

Således kan det unge danske team betragte sig selv som en prøveklud. Men hvis forløbet var nyt for Bastholm og bureauet, så var første kontor-ophold fuldkommet ukendt terræn for Ammentorp og Villads, da turen gik til Ogilvy i Shanghai.

“Vi skulle lave reklame til et folkefærd, vi slet ikke var vant til at kommunikere med”, siger Nicolai Villads.

“Og alt, hvad vi kendte i forvejen af digitale kanaler og sociale medier, er forbudt i Kina, som i stedet har deres egne udgaver af Facebook, Twitter og Foursquare. I den første uge gik vi hjem hver dag og rev os i håret. Vi forstod ingenting og tænkte, at vi aldrig ville lære noget,” siger Peter Ammentorp.

Men selv om snart sagt alt var uvant for selv et par kosmopolitiske danskere, begyndte tingene at falde i hak – i al fald det basale, og dermed det globale.

“Den gode idé er stadig en god idé – uanset om du er Shanghai eller New York. Også selv om processen er anderledes, for de fleste på kontoret kan ikke engelsk, så når man skulle briefe illustratoren, så foregik det via tolk. Det var spændende at se det endelige resultat, for det var, helt bogstaveligt, chinese whispers,” siger Nicolai Villads.

Teamet blev mødt med en stor åbenhed på kontoret. Der blev lyttet til dem, og “de ku’ li’ vores tankegang,” som Peter Ammentorp siger. Og åbenheden var gensidig.

“Det er, naturligvis, superfedt at få et indblik i, hvad der er god reklame på den anden side af jorden. Kineserne arbejder hårdt, og på håndværks-siden er de sindssygt dygtige,” siger Nicolai Villads.

“Men det kom noget bag på os, at de teknologisk og reklamemæssigt er 4-5 år efter os. 3G og applikationer til iPhone er forholdsvis nyt her, og de er meget åbne for input udefra,” siger Peter Ammentorp.

Bureaukrati har ændret rejseplanen for det danske team. Efter Shanghai skulle turen have gået direkte til Sao Paolo, men den brasilianske arbejdstilladelse lader vente på sig – endnu en global lære, om man vil – og derfor er det blevet noget tid i i New York, og om kort tid tager de hul på et forår i Paris, førend eventyret afsluttes i Sao Paolo.

“Her på New York-bureauet sidder flere, der har været i Sao Paolo – og de beretter om et meget kreativt kontor. Man opper sig – for der er ikke så store budgetter indenlands, derfor pitcher man meget på de internationale budgetter,” siger Nicolai Villads.

“Også her er kulturen en anden, end vi er vant til – f.eks. er al outdoor forbudt, så der tænkes meget i alternative kanaler. Det er lige noget for os: At blive udfordret i “det må I ikke” og “det kan I ikke”. Jo flere rammer og flere benspænd, desto større bliver udfordringen,” siger Peter Ammentorp.

Ammentorp og Villads har haft travlt – men har heller ikke gjort det lettere for sig selv, idet de både har en Facebook-side med ind- og aftryk, et egentligt site samt filmoptagelser i løbet af året.

“Planen er at lave en dokumentarfilm eller webisodes over hele forløbet. Indtil videre har vi en masse løse optagelser,” siger Peter Ammentorp.

“Selv om det indimellem kan være svært at stoppe op midt i arbejdet, fordi vi også lige skal huske at filme dét, vi laver – og oplever. Men vi vil gerne formidle vores oplevelser til ligestillede kreative. Fra vores egen tid på skolen, for halvandet år siden, ved vi, hvor sultne studerende er efter input fra den virkelige verden,” siger Nicolai Villads.

Bureaubiz hiver fat i Ammentorp og Villads igen, når de er nået længere på deres kreative jordomrejse.