Tre digitale bureauer fortsætter den gode stime

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Alle har fremgang på både top- og bundlinje – og holder således fast i en udvikling, hvor digitale bureauer ser ud til at vokse mere end reklamebureauer.

For nogle uger siden viste en opgørelse over 52 bureauregnskaber, at de digitale bureauer lige nu ser ud til at vokse væsentligt mere end reklamebureauerne – både på top- og bundlinjen.

Tre digitale bureauer holder fast i den linje og fortsætter den gode stime – både for de digitale bureauer som helhed og for dem selv.

Det gælder Adapt, Lifted og Responsfabrikken som alle kommer ud med gode regnskaber for 2012.

Adapt kunne endda være kommet væsentligt stærkere ud, hvis det ikke var for et par konkurser blandt kunderne – heriblandt Cimber.

“Det har selvfølgelig kostet både en afskrivning og en manglende forventet fremtidig indtjening. Men heldigvis har vi kunnet finde nye kunder som erstatning,” siger adm. dir. Kresten Wiingaard, der således er godt tilfreds med en fremgang på 13,4 pct.

“Vores mål er en kontrolleret organisk vækst. Vi lover vores kunder og vores medarbejdere kontinuitet og stabilitet, og derfor er det ikke et mål i sig selv at vokse meget stærkt. Organisationen, kulturen og produktet skal kunne følge med, og det kan være svært, hvis væksten bliver for voldsom,” siger Kresten Wiingaard, der samtidig glæder sig over, at det er lykkedes at forbedre både top- og bundlinje.

Lifted blev stiftet for et par år siden, da bureauet blev udskilt fra Netpeople i People Group. Det er et lille bureau, der præsterer stærke nøgletal.

“Vi er meget tunge inden for data. Vi arbejder med hele tiden at måle, veje og optimere på websites, og vi har fået en god fod inden for hos en række kunder. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for – men vi er mest af alt stolte over de resultater, vi har skabt for kunderne,” siger adm. dir. Jannik Liedner.

Endelig er der Responsfabrikken, som oven på et 2011 med en begrænset vækst og et faldende overskud, satte tryk på i 2012. Resultatet blev flot vækst både i bruttoavance og ikke mindst på bundlinjen.

Nøgletal for Adapt

  • Bruttoavance 17,51 mio. kr. +13,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 795.909 kr. +8,2 pct.
  • Lønandel 70,1 (68,4)
  • Resultat af primær drift + 1,454 mio. kr. +41 pct.

Nøgletal for Lifted

  • Bruttoavance 6,0 mio. kr. +22,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,2 mio. kr. -2 pct.
  • Lønandel 58,6 (58,3)
  • Resultat af primær drift +1,363 mio. kr. +19,6 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Responsfabrikken

  • Bruttoavance 19,5 mio. kr. +22,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 812.500 kr. -2,9 pct.
  • Lønandel 62,1 (64,5)
  • Resultat af primær drift +3,029 mio. kr. +54,1 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz