To digitale bureauer gennemfører fusion

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De to webbureauer holder til i Aalborg og slår sig sammen for at udnytte synergier mellem web og sociale medier.

I efteråret 2013 indgik de to aalborgensiske webbureauer, Konxion ApS og Ultimate Web ApS et samarbejde med henblik på en fusion.

Den fusion meldes nu ud som værende en realitet.

De to bureauer har tilsammen 30 ansatte og servicerer ifølge eget udsagn mere end 1500 kunder på landsplan.

Bureauerne flytter sammen i Aalborg og har tillige mindre afdelinger i Aarhus og København.

Det fortsættende bureaunavn bliver Konxion, mens man vil udbygge Ultimate Webs produkt CMS Ultimize, som fremadrettet også vil understøtte sociale medier og social shopping.

En fælles udtalelse fra de tre partnere Dennis Tranekær Hostrup og Troels Vest Jensen fra Ultimate Web samt Thomas Thomsen fra Konxion lyder således:

”Vi har nu taget første spadestik til at skabe et af Danmarks mest succesfulde digitale bureauer. Vi opnår en størrelse, hvor vi besidder alle digitale kompetencer inhouse. Ved at samle alle kompetencerne under samme tag kan vi for alvor begynde at udnytte synergierne mellem web og sociale medier. Vores mål er at være den ultimative digitale samarbejdspartner”.

På kundesiden findes virksomheder som Kop & Kande, Lene Bjerre Design, Desmi, Nilfisk, Intersport, Carletti, Stofa, PhotoCare og Folketinget.