Hummeligan? Der udklækkes kække navne i kølvandet på den seneste tilskuerskandale, hvor en 18-årig Helsingborg-fan løb på banen og overfaldt Malmö FFs målmand i sidste uges topkamp i svensk fodbold.
Tilskueren havde nemlig en Hummel-trøje, og det mere end ærgrer det danske brand.
“Det er supertrist og frustrerende, fordi der er ikke er så meget, vi kan gøre – andet end at håbe, at det ikke sker igen,” siger Pontus Sköldberg til DagensMedia.se.
Han leder Hummels agentur i Sverige og var på det danske hovedkontor, da kampen i Helsingborg blev afbrudt af dommeren p.g.a. overfaldet.
“Marketingafdelingen var stærkt bekymret og begyndte straks at tjekke, hvordan medierne rapporterede om hændelsen,” siger Pontus Sköldberg.
Det svenske Hummel-agentur har kun eksisteret et par år og fokuserer i øjeblikket på tøjforretninger og håndboldklubber, men tanken er at samarbejde med flere sportsgrene – også fodbold.
Samtidig sammenligner medierne “Hummel-spaden” med den danske “Fodbold-tosse”, der i 2007 overfaldt dommeren i EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Sverige – også her blev kampen afbrudt af dommeren, og også her bar tossen en Hummel-trøje.
“Hummel er nu forbundet med to af de største skandaler i svensk fodbold, hvilket naturligvis ikke er godt i et brand-perspektiv. Det bliver op ad bakke, hvis Hummel i den nærmeste tid går ud til fodboldklubber,” siger Niklas Bodell, kommunikationschef og strategisk rådgiver på Involve Communication, til DagensMedia.
For nærværende agter Hummel ikke at gøre noget p.g.a. sidste uges skandalekamp.
“Det var ekstremt uheldigt, at den person, der tabte hovedet i Skåne, bar Hummel. Det er ikke et mærke, der normalt forbindes med hooliganism. Men bliver Hummel og hooligans forbundet i debatten, må vi naturligvis gøre noget,” siger Pontus Sköldberg.
Se Hummel-spaden her.
Se Fodbold-tossen her, både øverst og længere nede til højre, hvor Hummel-striberne ses tydeligst.