To free-lance AD’ere vandt guld i mediastrategi

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

To unge danskere gør sig stærkt bemærket. De har vundet en Young Lions konkurrence i Cannes. Og de er blevet hentet til New York af Lars Bastholm.

Måske skal man tage det som et varsel. Mens mediabureauerne fra tid til anden bevæger sig ind på reklamebureauernes kreative domæne og skaber kampagner, så har to unge kreative nu taget skridtet ind på mediabureauernes bane.

Der er tale om Peter Ammentorp og Nicolai Villads Løser Smith, der står opført som free-lance AD’ere.

Og helt uvant med Cannes og rampelys er de unge talenter på ingen måde. Sidste år vandt Peter Ammentorp – sammen med Andreas Hoff – først Young Creative Circle Award og siden bronze i Young Lions, filmkategorien. Og Ammentorp og Nicolai Villads formåede – ligeledes i Cannes – at komme på shortlisten i Future Lions, hvilket de efterfølgende indløste til en praktikplads hos Ogilvy i New York.

Her er danske Lars Bastholm netop tiltrådt som kreativ direktør, og han har ansat de to, som nu skal i gang med et træningsforløb på Ogilvy-kontorer rundt om i verden.

Og turen begynder ved den franske Riviera, hvor Ammentorp og Villads har præsteret, hvad ingen andre unge danske reklametalenter har gjort før: De har vundet guld i Cannes i en konkurrence, hvor de unge på ganske kort tid skal præstere en opgave – i dette tilfælde en mediastrategi for en godgørende organisation.

Det drejer sig om Peace One Day, der er en engelsk baseret non-profit organisation skabt af den engelske skuespiller og filmskaber Jeremy Gilley. Formålet var at etablere en dag med global våbenhvile, og FN har gjort d. 21. september til en sådan dag.

Deres ide handler om, at man hænger et hvidt flag op foran sin dør for at markere, at man vil modtage besøg af fremmede, og kampagnen skal først og fremmest udrulles gennem sociale medier med fokus på positionstjenesterne i foursquare samt et mini-website med et google-map, der fyldes af hvide flag i takt med at mennesker over hele verden åbner deres dør.

“Grundtanken er at skabe en tradition, hvor folk rent faktisk gør noget positivt, og derfor har vi taget udgangspunkt i det hvide flag og den åbne dør som symboler på fred. Dernæst er det oplagt at lade budskabet sprede sig gennem sociale medier på nettet, for det er jo dér vi kan ramme den unge og åbne målgruppe, der skal føre historien ud i livet,” siger Peter Ammentorp til Borsen.dk.

Med sejren er de helt sikre på at komme til Cannes næste år. En af præmierne er nemlig et fuldt betalt ophold ved næste års festival.

To af ungdomskonkurrencerne er nu afgjort, og de unge kan åbenbart det, som bureauerne ikke kan: vinde. De to konkurrencer har givet en guld og en bronze.

Et svensk team kom på andenpladsen i Young Media Lions – et amerikansk på tredjepladsen.

I øvrigt deltager Andreas Hoff, Peter Ammentorps makker fra sidste års bronze-indsats i Cannes, i Young Film Lions sammen med Lukas Lund. Og efter Cannes drager Hoff og Lund i praktik – hvor henne? Ogilvy, New York – såmænd.