To gange jysk fremgang – og en københavnsk tilbagegang

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I Aalborg har et bureau aflagt sit første regnskab. I Randers kan man prale med fremgang, mens det offentlige har været ubehageligt for et københavnsk bureau.

Fra 0 til 24 ansatte på fire måneder kunne Bureaubiz fortælle i november sidste år.

Det drejede sig om Clienti, der blev stiftet i Aalborg i kølvandet på Par No. 1’s kollaps, og nu kan man så tilføje – fra 0 til 13,3 mio. kr. på det første regnskabsår.

På bundlinjen står desuden et overskud på en lille million kr.

“Der har været knoklet for at få bureauet bygget op, og der skal bruges tid på mange forskellige ting ud over at betjene kunderne, så jeg ser egentlig resultatet som ganske tilfredsstillende,” siger adm. dir. Anders Bjørnstrup, der er en af stifterne.

Han indrømmer da også, at det er gået over al forventning.

“Da vi startede, ville vi have set det som fantastisk, hvis vi kunne bygge et bureau med 10 mand,” siger Anders Bjørnstrup og fortsætter:

“Vi er faktisk nu så store, som vi synes, vi skal være. Vi ønsker at have et bureau, der er fleksibelt og hvor vi ønsker at undgå fedt. Derfor er vi meget omkostningsbevidste, og bliver vi meget større, risikerer vi at blive for tunge.”

I Randers har Bureau Frydensberg også holdt sig af fri af mulige krisetegn i 2011/12. Bureauet er vokset med næsten 20 pct. og det samme er bundlinjen.

“Årsagen til vores resultat er en stram og effektiv styring, som giver stor fleksibilitet og hurtig respons. Desuden har flere og flere kunder registreret, at vores løsninger – både strategisk og kreativt – sagtens kan måle sig med de store bureauers. Blot til en noget billigere pris,” lyder adm. dir. Harry Olesen Vangs ultrakorte forklaring på resultatet.

Bag denne filosofi gemmer sig en investering i medarbejdere – dog ikke i flere medarbejdere. Bureau Frydenbergs gennemsnitslønninger er samtidig steget betragteligt, og da bureauet samtidig fastholder en lav lønandel, så er det nu på vej fra Slavepisker-gruppen til Winwin i Bureaubiz årlige bureaurapport.

Winwin er bureauer med en gennemsnitsløn over branchens gennemsnit og en lønandel under gennemsnittet.

I København kunne Public ikke rigtig følge med de to jyske bureauer.

Public er et bureau med stærkt fokus på offentlige kunder, og det marked var knap så sjovt i 2011/12. I hvert fald måtte Public notere en faldende bruttoavance og et faldende overskud.

Til gengæld har bureauet kunnet glæde sig over både en ny kunde i form af Det Kriminalpræventive Råd samt at arbejde for Forsvaret sammen med Relationshuset Gekko klarede sig godt ved den årlige uddeling af filmpriserne i True Award.

Nøgletal for Clienti

  • Bruttoavance 13,3 mio. kr.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 665.000 kr.
  • Lønandel 72,9
  • Resultat af primær drift +0,819 mio. kr.

Nøgletal for Bureau Frydensberg

  • Bruttoavance 11,6 mio. kr. +18,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 966.667 kr. +18,4 pct.
  • Lønandel 60,6 (59,8)
  • Resultat af primær drift +2,28 mio. kr. +17,8 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Public

  • Bruttoavance 7,7 mio. kr. -13,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 962.500 kr. +8,1 pct.
  • Lønandel 68,9 (64,3)
  • Resultat af primær drift +0,031 mio. kr. -96,0 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz