To konkurrerende bilmærker vælger samme bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det ene budget er vundet i konkurrence – det andet gennem det internationale netværk.

Meget er i det seneste år gået McCann Copenhagens vej. Denne gang må bureauet dog slippe en kunde. Det sker som følge af et internationalt bureauskifte.

Det drejer sig om den mangeårige McCann-kunde, Opel, og det nye bureau er Uncle Grey.

Dette bureau kan samtidig prale med et andet bilbudget i form af Kia, der er vundet i konkurrence.

At det kan lade sig gøre at lande to konkurrerende mærker på samme bureau, skyldes, at Uncle Grey har en adresse i både Aarhus og København.

Adm. dir. Rolf Bach Christensen understreger, at for at sikre vandtætte skotter mellem budgetterne, håndteres de af to forskellige teams med hver sin geografiske placering.

“Vi er stolte over at to meget forskellige bilkunder viser os den tillid, det er at håndtere deres mærker på det danske marked. Der er altid noget specielt over at vinde et bilbudget – og nu har vi vundet to. Det er ikke noget, der sker hver dag,” siger han.

Bureauet mistede i sommer Audi, der fulgte med Peter Ferslew og en gruppe medarbejdere over i deres nystiftede Ocean Agency.

Kia budgettet er vundet efter en bureaurunde, hvor UncleGrey vandt gennem udvikling af en ny kommunikationsplatform, og herunder en overordnet idé til repositionering af Kia i Danmark.

Såvidt Bureaubiz er orienteret, er det Vejle-bureauet Attention, der må aflevere dette budget.

Opel budgettet er vundet efter at McCann Worldwide sidste år tabte Opel og Vauxhall internationalt til den tyske hotshop Scholtz & Friends, der er en del af WPP netværket, ligesom UncleGrey er det. Efter en rundtur hos flere københavnske bureauer for at finde en partner til at håndtere opgaven med at revitalisere Opel, faldt valget på UncleGrey.

I den forbindelse er der oprettet et dedikeret OPC team, der arbejder direkte med den internationale koordination hos Scholtz & Friends i Tyskland.

UncleGrey København er blevet briefet på de første projekter for Opel, der vil se dagens lys i andet kvartal 2012, mens det første kreative arbejde på Kia ud af Aarhus kan ses på landsdækkende TV allerede fra d. 1. marts.