To kontaktdirektører forlader Kunde & Co

Peter Engholm
25@mail.dk

Simon Hertz skal til Sunrise, og Kasper Munch skal have ”mere luft i hverdagen”. Samtidig opruster bureauet på onlinedelen.

Omstrukturere. Bortset fra, at det kan være svært at læse, så signalerer ordet dynamik, samtidig med det har en iboende risiko, når det gælder virksomheder: Nogle kan ryge i svinget.

PeopleGroup har i denne tid indledt en ændring i sin struktur, og da Win Win Agency og We Love People fusionerede, sagde man farvel til 3½ medarbejder.

Nu omstrukturerer et andet af landets største bureauer også, nemlig Kunde & Co. Det medfører ifølge Huset Markedsføring “endnu mere fart på hele online delen”, ud fra et behov for at udvikle integrerede løsninger.

Over de sidste seks måneder af 2009 har Kunde & Co ansat seks medarbejdere på online, heriblandt Christina Sophie Mogensen, kontaktchef hos RelationshusetGekko.

Men nu siger man så farvel til to kontaktdirektører: Simon Hertz, der erstatter Kunde & Co med Sunrise, og Kasper Munck, der har behov for mere luft i hverdagen.

Over for Markedsføring er adm. direktør Jesper Kunde ærgerlig over, at de to stopper, men i forbindelse med bureauets “interne opgradering har det ikke den store betydning”.

Anderledes glad er Simon Hertz over udsigten til at skulle arbejde på Sunrise, som han oplever som “et ambitiøst og solidt bureau med fokus på at skabe resultater for kunderne”.

“Sunrise har et kæmpe potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at forløse. Deres filosofi om at tænke effek­tiv markedsføring ud fra et business perspektiv passer godt til mig. Samtidig virker det som et fantastisk sted at arbejde, en kanon kultur med nogle sunde værdier og me­get dygtige kolleger. Det er en optimal kombination, som jeg glæder mig til at være en del af,” siger Simon Hertz.