To kreative kodere laver løsning for Google

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Andreas Refsgaard og Lasse Korsgaard har sammen med Google netop launchet nyt internationalt machine learning-site.

To-mands foretagendet Støj, der består af Andreas Refsgaard og Lasse Korsgaard, har netop lanceret værktøj Teachable Machine for Google Creative Labs. Værktøjet skal gøre Machine Learning lettere at forstå og praktisere ved at gøre disciplinen så simpel som overhovedet mulig.

Du kan se en video, hvor de to herrer præsenterer konceptet her:

Det er kun tilbage i januar måned, at Andreas Refsgaard og Lasse Korsgaard stiftede Støj, som de selv kalder et creatice coding studio.

De to kreative kodere har oprindeligt mødt hinanden på Copenhagen Institut of Interaction Design (CIID), og samarbejdet med Google er deres første store opgave sammen.

Hvordan har I landet en opgave for selveste Google Creative Labs?

Andreas Refsgaard:

”Vi har før lavet nogle ting sammen, der gik lidt i samme retning, som vi har postet på Twitter. Det har folk hos Google bemærket, og opdaget at vores arbejde har flugtet med noget de sad og lavede. Så hvorfor ikke slå kræfterne sammen, når vi nu begge var i samme boldgade?”

Hvor stort er det for jer at lave dette Google projekt?

 Lasse Korsgaard:

”Det er da klart stort for os. Og det overlapper perfekt med vores kompetencer. Og heldigvis er vi ikke bare blevet hyret til at lave noget som Google har fundet på – vi har selv fundet på løsningen og eksekveret den i praksis”.

Nu har jeg prøvet jeres værktøj og jeg synes, at det er meget simpelt og sjovt. Men hvad skal jeg bruge det til?

Lasse Korsgaard:

”Umiddelbart er vores værktøj ikke skabt til at lave nye løsninger. Det er lavet til at hjælpe folk til at forstå hvad man kan bruge Machine Learning til i browsersammenhæng. Så betragt det som et undervisningsværktøj. Og hvis man vil, så kan man selv tage det videre, for al kildekoden ligger open source inde på sitet.”


Andreas Refsgaard og Lasse Korsgaard der selvtester deres Teachable Machine.

 Men hvorfor er det vigtigt at få mere indsigt i Machine Learning?

Andreas Refsgaard:

”Fordi det er de teknikker, der kommer til at styre verden – og i høj grad allerede gør det. Så simpelt er det”.

Du kan selv prøve Støj og Google Creative labs’ Teachable Machine her.

Se flere af Støjs projekter på deres hjemmeside.