To kvinder bag nyt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Noun Media hedder bureauet, der kalder sig selv for et nyfortolket kommunikationsbureau.

Stephanie Møller Nielsen og Nadia Vika Simonsen har etableret bureauet Noun Media.

Alle bureauer vil gerne være noget særligt og Noun Media er ingen undtagelse.

”Vi er alt andet end et traditionelt kommunikationsbureau. Forstået på den måde, at den personlige kontakt er omdrejningspunkt for den måde, vi arbejder på. Vores ydelser bliver skræddersyet efter hver kundes behov og budget, og hvis kunderne ønsker det, så bliver opgaverne løst fysisk hos dem. På den måde får de en tæt relation som med en medarbejder og med alle kompetencerne ved et eksternt bureau,” siger Stephanie Møller Nielsen, der i pressemeddelelsen kalder bureauet for et nyfortolket kommunikationsbureau.

De to nye bureauejere kender hinanden fra Inside PR, hvor Stephanie Møller Nielsen arbejdede som PR & Social Media Consultant indtil for tre kvart år siden.

Nadia Vika Simonsen kommer senest fra Dansk Arkitektur Center, hvor hun var online advertising manager.

Fokus på det digitale
Noun Media vil som flere andre bureauer i disse år naturligt nok have fokus på det digitale.

”Den digitale udvikling kommer til at udfordre den traditionelle måde at arbejde på, og det integrerer vi i vores tankegang og ydelser,” siger Nadia Vika Simonsen.

Derudover tilbyder bureauet løsninger inden for emner som kommunikation, marketing og PR bl.a. inden for sociale medier, online marketing, public relations og influencer marketing.