To mediabureauer præsterede stærk fremgang

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

IUM har succes med datterselskab, mens Mindshare på alle basale nøgletal gjorde det godt i 2010.

Danmarks største mediabureau, Aegis Media, lagde hårdt ud med et regnskab for 2010 med fremgang på alle nøgletal. Procentuelt kan Group M bureauet, Mindshare, dog slå Aegis.

Selvfølgelig kan man indvende, at Aegis er mere end tre gange så stor som Mindshare, men det anfægter næppe adm. dir. Martin O. Ramussens tilfredshed med udviklingen.

Bureauet præsterer en flot fremgang på alle nøgletal – og en procentuel fremgang større end Aegis.

Det skyldes dels, at Mindshare fik en stribe nye kunder i slutningen af 2009. Men der er også en anden forklaring. Mindshare har været lidt mere yo-yo end de fleste andre mediabureauer.

“Vores kunder skar mere end markedet i 2009, men vendte så tilbage i 2010, så man kan sige, at vi nu er tilbage på sporet,” siger Martin O. Rasmussen, der forventer en solid fremgang på bruttoavancen i indeværende år.

Det noget større IUM kan også lege med, når det gælder en procentuel fremgang større end Aegis – men ikke helt så entydigt som Mindshare.

Bureauet præsterede en flot fremgang i omsætning og bruttoavance – men kunne ikke helt følge med på bundlinjen, hvor resultatet før skat faktisk faldt.

Størstedelen af IUMs fremgang skal findes i satsningen på datterselskabet Mediaprint, der ejes sammen med Einer Nicolaisen. IUM ejer 70 pct.

Mediaprint står for fullservice rådgivning og indkøb af alle typer grafisk produktion og følgeprodukter og kom ud af 2010 med en markant fremgang.

Nøgletal for Mindshare

  • Omsætning 354,614 mio. kr. +27,8 pct.
  • Bruttoavance 35,918 mio. kr. +13,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 997.722 kr. +7,5 pct.
  • Lønandel 55 (58,1)
  • Resultat af primær drift 4,387 mio. kr. +62,6 pct.
  • Resultat før skat 4,467 mio. kr. +39,6 pct.

Nøgletal for IUM

  • Omsætning 553,389 mio. kr. +14 pct.
  • Bruttoavance 66,191 mio. kr. +19,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 859.623 kr. +6,7 pct.
  • Lønandel 56 (66,8)
  • Resultat af primær drift +9,592 mio. kr. +3,4 pct.
  • Resultat før skat +10,344 mio. kr. -8,3 pct.