To skandinaviske bureauer fører an ved EM

Peter Engholm
25@mail.dk

Et enkelt norsk bureau får tre gange så mange Eurobest-nomineringer som danske bureauer tilsammen, og et svensk følger lige efter. Samtidig markerer DDBs nye kreative direktør sig kraftigt.

Reklame er som vintersport: Svenskere og nordmænd fører sig helt anderledes offensivt frem end danskere. Således også ved Eurobest, der med over 4.800 indsendte arbejder kan ses som det uofficielle EM i reklame.

Helt overordnet er svenske og norske bureauer i langt højere grad end danske ditto tunet ind på konkurrencen – ikke blot i indsendelser, men også i udbytte i shortliste-placeringer.

Norge har 144 indsendte arbejder og har en flot vekselkurs, idet 45 af dem er kommet på en shortliste.

Svenskerne har 3. flest indsendte arbejder af alle nationer og giver både England, Holland og Belgien baghjul. 530 indsendelser er blevet vekslet til 109 nomineringer.

 Ja, ja, vil nogle måske indvende, det er forholdsmæssigt ikke meget bedre end Danmarks 52 arbejder til 9 shortlister, men det understreger om ikke andet end, at svenskerne prioterer Eurobest højt, og at danske bureauer ikke nødvendigvis har så meget at miste ved at gøre noget tilsvarende – eller noget helt tredje: At svenskerne bare er bredere i toppen.

Særligt to bureauer skiller sig ud: Norske Try/Apt – 2007-fusionen mellem reklamebureauet og webbureauet – optræder nærmest grådigt med ikke færre end 27 af Norges 45 nomineringer. Én af dem har i øvrigt dansk islæt: George Clooney-bryllupsfilmen med dansk brud (Julie Agnete Vang Christensen), dansk instruktør (Martin Werner) og Oslo-kontoret hos et dansk produktionsselskab (Bacon).

I Sverige ligger Forsman & Bodenfors i front med 24 nomineringer – og et pænt stykke foran DDB Stockholm, der ikke er uinteressant set med danske øjne. Her har Simon Higby, DDB Danmarks nye kreative direktør, nemlig en finger med i spillet ved ikke færre end seks nomineringer. Han har til gengæld også en del at forsvare, idet han sidste år vandt Eurobest Grand Prix.

Og mere dansk(agtigt): Arlas Lurpak-brand er på film-shortlisten med “Kichen Odessey” – filmen, som Wieden+Kennedy vandt sølv med ved sommerens Cannes Lions. Bureauet havde på det tidspunkt Lurpak-budgettet for Storbritannien alene, men har sidenhen vundet det globale Lurpak-budget.