McCann Copenhagen har gået meget stille med dørene i det seneste års tid omkring et nyt bureau. Det gælder stiftelsen af et nyt dansk design-bureau. Men den lave profil er ikke lig med lave ambitioner. Snarere tværtimod.
Inden for en overskuelig tid er det ambitionen, at Scandinavian Design Group skal rumme 15-20 ansatte. Og i spidsen for bureauet finder man to markante personer – heriblandt et velkendt navn i dansk design-sammenhæng: Muggie Ramadani.
“Dette handler ikke om at få to mand til at udgøre en design-enhed i et reklamebureau. Det skal være et selvstændigt bureau, der skal være stort nok til både at spille en rolle på det danske marked samt spille en rolle i forhold til internationale projekter og at bringe skandinavisk design ud i verden,” siger adm. direktør i McCann Copenhagen, Morten Ingemann, og fortsætter:
“Men samtidig med at Scandinavian Design Group skal være et helt selvstændigt bureau, så skal det også være helt integreret med resten af gruppen. Det er en stor og kompliceret opgave, og den har vi øvet os på i en periode. Bl.a. derfor har vi gået stille med dørene.”
Morten Ingemann understreger de internationale ambitioner med, at det er lykkedes at lande et stort projekt for en større betalings-virksomhed i Rusland.
“Dette underbygger vores ambition om at sprede den skandinaviske designkultur ud i verden,” siger Morten Ingemann.
Scandinavian Design Group kommer ikke ud af ingenting. Det er et veletableret norsk designbureau med over 40 ansatte, som er ejet af McCann Worldgroup i Norge, og som har indtaget en solid markedsposition i de seneste 10-15 år.
Morten Ingemann har i flere år ønsket at oprette bureauet i Danmark, og der kom skred i processen, da han sidste år lykkedes med at finde de to personer, der skal stå i spidsen for satsningen.
“Det skal være et strategisk designbureau, og det betyder, at du skal have både en stærk kreativ profil og en stærk strategisk profil i front. Det har vi i Muggie Ramadani og Ulrik Horten. Muggie er kendt som en af de stærkeste kreative i den hjemlige design-verden, og Ulrik kommer med et internationalt perspektiv efter en årrække i den engelske designverden – senest hos Dragon Rouge,” siger Morten Ingemann og fortsætter:
“I det hele taget er personerne meget vigtige for satsningen. Der er en klar ambition om at blive større – men ikke for størrelsens skyld. Det handler om at rumme de kompetencer, der gør os attraktive for de store og spændende projekter, og vi vil være meget selektive i rekrutteringen og vil kun vokse i takt med, at vi kan finde de bedste hoveder.”
Ulrik Horten sluttede hos Dragon Rouge som Clients Director – Nordics, mens Muggie Ramadani i en årrække har haft sit eget bureau.
Scandinavian Design Group har nu i alt seks medarbejdere og har netop færdiggjort et stort projekt for en af Danmarks store virksomheder, der er på kundelisten hos McCann.
“Det er en case, der har omfattet hele gruppen, og hvor vi således har fået god mulighed for at øve os på den integration, der er visionen. Der er tale om et meget omfattende projekt, og det er gået godt. Samtidig er vi nu også blevet færdige med en ny fælles hjemmeside for Scandinavian Design Group, og nu er vi nået så langt, at vi er parate til at fortælle om det,” siger Morten Ingemann, der tror på, at strategisk design har en kæmpe betydning for udvikling af brands.
“Men vi ønsker at være mere konkrete og hands-on i forhold til den rene konsulent-rolle. Vi skal kunne give kunderne prototyper at forholde sig til frem for rapporter,” siger Morten Ingemann.