To unge nordjydere bag stor app-succes

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: De to nordjyder har fået Karsten Ree til at skyde penge i projektet, så den også kan lanceres i udlandet.

Fire timer efter lanceringen blev app’en:  eTilbudsavis, nummer et på listen over danskernes mest populære app. Det var i januar. I dag ligger den på en syvendeplads over danskernes mest populære apps.

Bag succesen står Christian Birch og Morten Bo og nu har de fået kapitalindsprøjtning af Karsten Ree, der stod bag Den Blå Avis, som er vild med de unge nordjyders koncept.

”Overordnet er det en hamrende god ide og jeg kan se parallellen til den udvikling, som vi selv gik igennem med Den Blå Avis, da vi gik ind på det elektroniske marked. Tilbuddene bliver automatisk rettet til hele tiden. Det er smart”, siger Karsten Ree til Jyllands-Posten.

Han tror, at der er et stort potentiale med app’en og det er da også planen, at lancere den i udlandet inden for kort tid.

App’en finder frem til ugens bedste tilbud på tværs af dagligvarekæderne. Forbrugerne kan planlægge indkøbene her og nu og blive guidet, imens de handler.

F.eks. kan en familie synkronisere flere smartphones og dele indkøbslisten og smartphonen fortæller hele tiden, hvad man mangler at købe ind.

”Omdrejningspunktet er geografien. Hvor i landet befinder kunden sig lige nu? Og hvor mange kilometer  vil han bevæge sig for at få fat i varerne? På den måde er tilbudsapp’en en unik service” siger den ene af bagmændene, Morten Bo.

Forretningsmodellen bygger på, at kæderne betaler for at få deres tilbud på e-Tilbusavisen, som hele tiden opdateres og kunderne får gratis adgang.

eTibudsavis har haft 550.000 downloads, hvoraf 75 procent er aktive  (Jyllands-Posten Erhverv, p. 12).