Tøjfirma med 14 brands vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Solo, ”landets største kapitaluafhængige producent af klassisk modetøj”, har valgt Aarhus-bureau til at styrke kendskabet og øge omsætningen – bl.a. gennem flere medlemmer i kundeklubben.

Solo har 26 fysiske butikker fordelt på 24 byer, 14 brands (i str. 34-56) og nu 1 digitalbureau. Solo er med egne ord landets største kapitaluafhængige producent af klassisk modetøj, og den nye bureau-partner – valgt efter længere sondering af markedet – er aarhusianske No Zebra.

Bureauet skal stå for en strategisk styrkelse af Solos digitale forretning og varetage en makeover af den visuelle identitet på alle Solos digitale og offline platforme.

Ambitionerne er klare: Kendskabet til Solo og de enkelte brands skal bredes ud, og omsætningen skal øges markant. Et konkret mål er at få flere medlemmer i Solos kundeklub gennem blandt andet e-mail og sms-marketing.

Relanceringen af Solos identitet indbefatter et nyt, komplekst website, der henvender sig til to forskellige målgrupper med tøj i str. 34-44 og str. 42-56. Derfor er segmentering og filtrering et væsentligt element i den nye webshop. Det nye solo.dk lanceres i denne uge.     

”Hos Solo har vi historisk set et langvarigt og loyalt forhold til vores kunder. Den position skal vi fastholde. Derfor skal de forskellige salgskanaler spille sammen i forlængelse af hinanden i et samlet system, så kunderne får samme gode oplevelse på såvel de sociale medier som i vores butikker eller webshop,” siger Andreas Balling Nissen, medindehaver af Solo.

Hos No Zebra er adm. direktør Jesper Holm Joensen glad for Solo – der i øvrigt ikke er tilsvarende solo på listen over nye kunder.

”Vi har lukket en håndfuld store ordrer de seneste måneder, og der er for alvor kommet gang i salget. Vi kan mærke en stigende efterspørgsel på digital rådgivning, som inkluderer alt fra strategi og design til udvikling og online marketing,” siger Jesper Holm Joensen.