Træt af reklame og ugudelig selvanprisning?

Hanne
Feldthus

Læs om DDB’s kampagne for Royal Unibrew i ”Reklame til Eksamen 10” og få nyt mod på livet.

Ind imellem brækker jeg mig over at lave reklame. Ja, det er måske ikke den bedste markedsføring af mine tjenesteydelser, men jeg kan ligeså godt være ærlig.

Jeg kan blive dødelig træt af med en hysterisk kunde på sidelinjen at vende og dreje ord og argumenter på panden så mange gange, at de til sidst er så brankede, at man ikke kan kende sin egen gode strategi igen.

I disse stunder tænker jeg, at jeg er blevet for gammel, og at jeg må koncentrere mig noget mere om min konsulentvirksomhed, hvor balladen i det mindste er en anden. Om ikke andet så for afvekslingens skyld.

Derefter vender jeg som en anden cirkushest tilbage til reklamen, og ind imellem møder man kunder, som er fremkommelige og gerne vil noget andet end bare at slå sig på brystet i selvanprisningens ugudelige navn. Og så er det igen sjovt. Faktisk noget af det sjoveste, der findes.

Nu ved jeg ikke, om DDB har haft det sjovt, imens de skabte Tak rock-kampagnen for Royal Unibrew, men det håber jeg, for at dømme efter hvad man kan læse i “Reklame til eksamen 10”, er det et ualmindeligt vellykket projekt, som oven i købet har den særlige kvalitet, at kampagnen er skabt til “at give noget tilbage”, som de siger i USA.

Det er noget, jeg har lært at gå meget op i, det med at give noget tilbage. Ikke mindst inspireret af min peruvianske shaman, som kan holde lange enetaler om, hvor vigtigt det er i disse tider, hvis universets energi skal blive genoprettet.

Verden er som bekendt af lave, og der går ikke en dag uden, at ulykkerne regner ned over vores hoveder. Ulykker som er en direkte konsekvens af mange års overforbrug og tæller alt fra fedme-epidemier over skybrud til gældskriser.

I en sådan verden fyldt med uoverskuelige problemer og handlingslammede politikere er det på sin plads at forsøge at rette lidt op på tingene. Ingen kan redde verden, men alle kan give deres lille bidrag. Og når man nu alligevel skal brænde et tocifret millionbeløb af på markedsføring, kan man ligeså godt tilrettelægge projektet således, at det kommer andre til gode.

Det har de gjort på DDB med “Tak rock”. Hvor vores nye kaos-kulturminister har måttet opgive sin Marshall-plan for kulturen, og den rytmiske musik vist alligevel ikke kommer til at overtage alle symfoniorkestrenes budgetter, yder Royal Unibrew sit bidrag til, at spirende rockmusikere ved hjælp af etablerede rockmusikere kan komme frem i rampelyset samtidig med, at spillesteder får større publikum, og der bliver drukket nogle flere af bryggeriets bajere.

Det er intet mindre end smukt og tilmed inspirerende skrevet. Læs casen og prøv at lure, om der ikke skulle være er en af dine kunder, du kan få med på vognen om at give noget tilbage. I følge bemeldte case kan det mere end rigeligt betale sig i høstede markedsandele.

PS. Hvis du ikke har en personlig shaman til at rådgive dig, kan jeg anbefale at anskaffe dig en. Det er berigende, og hos min er der ingen halal-hippie-tvang. Hun går selv i stiletter, hvilket indledningsvis bragte mig noget ud af kurs, men nu har jeg vænnet mig til det.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.