Tre danske jury-medlemmer udpeget til Cannes

Peter Engholm
25@mail.dk

Media, Film og Mobile juryerne får dansk deltagelse – bl.a. af den administrerende direktør fra Mindshare. Herudover er der udpeget to fra to digitale bureauer.

Verdens største kreativitets-festival, Cannes Lions, får til sommer tre danske jurymedlemmer.

Antallet er for så vidt det samme som sidste år – for så vidt angår det antal, som den danske Cannes Lions-repræsentant, TV2, udpeger sammen med Creative Circle. Sidste år kom der så et 4. dansk jurymedlem til – i Product Design, der var sponseret af Danmark.

De danske jurymedlemmer i 2015 er: Martin Ove Rasmussen, adm. direktør for Mindshare. Anne Sophie Leise-Hansen, senior art director på Zupa. Og Martin Leslie Chapman, kreativ direktør på Magnetix. For de to førstnævnte er der tale om Cannes-debut i juryen, mens Martin Leslie Chapman også havde tjansen sidste år.

De tre danskere er repræsenteret i tre juryer: Media, Film og Mobile.

Media-jury: Martin Ove Rasmussen

”Jeg har altid været lidt skeptisk over for branchepriser, og jeg afskyr selvhøjtidelighed. Men jeg mener bestemt også, at man skal have en mening på et oplyst grundlag. Trods mine mange år i branchen har jeg aldrig været i Cannes, og jeg er meget glad for udnævnelsen og ser frem til at blive inspireret ved at dykke ned i tusindvis af cases fra hele verden som en del af jury-arbejdet”

Film-jury: Anne Sophie Leise-Hansen

”Udover den umiddelbare glæde fik jeg også et kæmpe sug i maven – for sådan en udnævnelse forpligter. Derfor vil jeg som jurymedlem gøre mit ypperste for at spejle de kræfter og alt det ”ildsjæleri”, der er blevet lagt i de indsendte arbejder. Som en personlig bonus er det den største luksus at blive overvældet af inspiration, ideer, vinkler og indsigter fra hele verden.”

Mobile-jury: Martin Leslie Chapman

”Det er spændende at få mulighed for at påvirke udviklingen og give opmærksomhed til de mest ambitiøse indsendelser. Jeg vil gerne belønne de store oplevelser på den lille skærm, der er med til at sætte nye kreative standarder. Jeg er særligt opmærksom på håndværket. En god idé der er dårligt eksekveret, er efter min mening ikke ”løve-materiale”. Jeg vil skubbe på for at innovative løsninger, der er sublimt eksekveret, bliver hædret. Og så ville det da ikke gøre noget, at Danmark løb med nogle priser.”