Claus Brix tiltræder først i morgen, d. 1. februar, sit nye job som adm. dir. for Dansk Reklamefilm. Men allerede nu kan der fortælles om en ny organisation og udnævnelsen af tre nye chefer.
Tanken med organisationsændringen er, at skabe en mere smidig og beslutningskompetent organisation samt en endnu tættere kontakt til markedet:
“I et marked, som i den grad bliver mere fragmenteret, er det essentielt, at vores organisation er gearet til at opfylde den stigende efterspørgsel efter effekt og dokumentation. Det kræver, at vi som virksomhed formår at være forkant med udviklingen, for på bedste vis at kunne imødekomme denne efterspørgsel. Det mener vi, vores nye organisationsændring kan leve op til,” siger Claus Brix.
Organisationen består nu af tre områder med hver deres leder: Salg, Analyse og Event/Marketing.
I forbindelse med omstruktureringen bliver Theis Hector forfremmet til salgschef, Rasmus Andersen til Analysechef og Lisbeth Sahl til event- og marketingchef.
Claus Brix kommer fra TV 2 og afløser Jens Aaløse, som forlod DRF i slutningen af 2010 til fordel for en stilling som adm, direktør i et af Danske Spils nye selskaber.
Ud over udnævnelsen af tre nye chefer har man ansat to key account managers til salg af national biografreklame: Dennis Cooper kommer fra en stilling som key account manager hos Clear Channel, Martin Fjeldgaard kommer fra en stilling som sales manager hos A Perfect Guide. Han har tidligere været hos Aller og SBS tv.
Endvidere er Anders Noer, 34, blevet ansat pr. 1. januar som digital planner, med ansvar for distribution af playlister til biograferne. Anders har læst Medievidenskab på Syddansk Universitet, og har tidligere været ansat i Homerun Production.