Vuuh.dk hedder en ny tøjportal, som indtil videre har samlet 50 butikker.
Det er tre unge fyre fra Aarhus – Steffen Mandrup, Rasmus Rye Kobber og Nicolai Raaschou – der efter et års udviklingsarbejde netop har lanceret tøjportalen med hjælp fra serie-iværksætter Lasse Jensen som er silent partner. Han har bl.a. har stået bag Lovefilm og Oneplay.com.
Desuden er Syddansk Teknologisk Innovation inde over projektet som investor.
Selvom det primært er for at samle små butikker – både fysiske og webhops – med henblik på at de kan få bedre mulighed for at konkurrere med de store – især udenlandske – spillere, så er netop en af de store spillere, nemlig Zalando.dk, også med i portalen.
De store spillere, som vuuh.dk er oppe imod, er f.eks. miinto.dk og trendsales.dk.
Ifølge de tre iværksættere, skiller vuuh.dk sig ud fra lignende webshops ved at man sammenkobler varelagrene for alle butikkerne, således at forbrugerne lettere kan finde frem til varen i den rette størrelse og design.