Tre webbutikker politianmeldt for at vildlede deres kunder

Victoria Dahl Understrup,
victoria@bureaubiz.dk

Tre virksomheder er blevet politianmeldt for vildledende markedsføring. Anklagen lyder, at de ikke informerer deres kunder om, at de automatisk bliver tilmeldt et abonnement.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt tre virksomheder for vildledende markedsføring. Det drejer sig om gipote.dk, plusshop.dk og baseprice.dk.

De tre virksomheder sælger forskellige produkter og ydelser på nettet, men anvender det samme forretningskoncept. Nemlig: køb af produkter, der medfører et løbende abonnement.

Politianmeldelsen kommer, fordi kunderne ikke bliver informeret om forretningskonceptet. Kunderne ved ikke, at de automatisk bliver tilmeldt et abonnement, når de handler på hjemmesiderne.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i en pressemeddelelse:

”Det er vildledende, hvis en virksomhed ikke oplyser den fulde pris og vilkår over for sine kunder. Desværre får vi klager over mange webbutikker, der tilsyneladende ikke ønsker at oplyse kunderne tydeligt om, at man kun kan være kunde, hvis man køber et abonnement.”

Hun fortsætter: 

“De virksomheder, der ikke oplyser tydeligt om abonnementsvilkår og priser, kan risikere at skulle betale penge tilbage til kunderne for abonnementerne. Som forbruger kan man naturligvis ikke blive forpligtet til at betale for et abonnement, som man ikke er klar over, at man skulle have købt.”