Trenden fra SXSW 2018, der holder futurister vågne om natten

Simone Okkels
journalist

SXSW er kendt for at se frem. I år var ingen undtagelse. Under festivalen udgav The Future Today Institute sin 11. trendrapport. Og især kunstig intelligens får stor opmærksomhed fra hovedforfatteren Amy Webb.

Med hoppende, brunsorte krøller og bidende, sarkastisk humor fremlagde futurist og forfatter Amy Webb under South by Southwest (SXSW) i Austin sin 11. trendrapport fra The Future Today Institute.

En moppedreng, der består af 225 trends fordelt over 20 sektorer.

En af de helt store nøgletrends i rapporten er kunstig intelligens (AI). Og det er også den teknologi, Amy Webb fremhæver, som den, der kan holde hende vågen om natten.

“Min største bekymring er AI. Men ikke af de grunde, du tror. Elon Musk og nu afdøde Stephen Hawking taler om, at robotterne vil dræbe os. Økonomerne frygter, at de vil stjæle vores jobs, og i den anden ende mener Tim O’Reilly og Mark Zuckerberg, at robotter kan anspore stor menneskelig kreativitet, fordi de overtager repetitivt arbejde og frigiver tid,” siger Any Webb.

Hun fortsætter:

“Det bekymrer mig, at AI fra starten har handlet om autonom beslutningstagning. Beslutningstagning handler om adgang, og hvem der skal gøre hvad hvornår. AI eskalerer hurtigt, og datasættene, som teknologien lærer fra, er fyldte med bias og fejl,” forklarer hun og kommer med et lille, men betydningsfuldt eksempel:

“Den anden dag bakkede jeg, mens jeg hørte høj musik i bilen. Automatisk blev der skruet ned. Fordi teknologien har lært ikke at have tillid til min evne til både at køre bagud og lytte til musik samtidig. Det er en lille ting, men den beslutning er blevet frataget mig. Hver dag tager AI valg fra os mennesker.”

Bootstrapping (som artiklen oprindeligt har været bragt på, red.) mødte Amy Webb dagen før hendes store oplæg på SXSW til et lille roundtable-event, hvor en udvalgt skare fik mulighed for at spørge ind til den store trendrapport.

Vi vænner os til ikke at tage beslutninger
Når AI tager over lidt efter lidt i stedet for pludselig, opdager vi det ikke. Vi vænner os til det. Men vi glemmer, at de, der udvikler den kunstige intelligens, er ganske få mennesker.

Faktisk er det ni virksomheder i tre lande, som beslutter fremtidens kunstige intelligens: Amazon, Google, IBM, Microsoft, Apple, Facebook, Ali Baba, Tencent og Baidu. Især de sidste tre giver Amy Webb panderynker.

“Al-finansiering og -research er på den ene eller anden måde knyttet til de ni virksomheder. Og virksomheder er sat i verden for profit. Men vi taler om et profitdrevet system, som nok på et tidspunkt kommer til at være i modstrid med, hvad der er bedst for demokratiet. Kina finansierer overvældende meget af arbejdet inden for AI. De er også det land med den største data-pool. Men de deler ikke nødvendigvis resten af verdens tilgang til, hvad der er privat, og hvad der ikke er,” siger hun.

Trends skal ses over tid, ikke på mængden af hype
Rapporten er ikke bare buzzwords og varm luft, forklarer Amy Webb, da vi møder hende dagen før offentliggørelsen af den 248 sider lange rapport.

Det handler om at se tendenserne i en sammenhæng over en længere periode og beskrive, hvorfor de er betydningsfulde, og hvordan de vil påvirke erhvervsliv såvel som samfund.

“Den fejl, de fleste laver, når de arbejder med trends, er snæversynethed. Hvis man fokuserer på fremtiden inden for ét område, så glemmer man at se på de signaler, som bobler op alle mulige andre steder. Det bedste eksempel lige nu er nok bitcoins,” fortæller Amy Webb:

“Alle taler om det. Alle lancerer en kryptovaluta. Formanden for Uber lancerer sin egen. Og Kodak. Husker I dem? De lancerer også en krypto. Fordi de er jo så gode til at forudse fremtiden.” Amy Webb tager en lille pause og lader latteren sænke sig:

“Det er her, de fleste bliver vildledt. Mange går ind i blockchain, men hvorfor? Hvad er det egentlig, der sker? Det er så svært at skelne mellem trendy og de trends, som er værd at give opmærksomhed. Trends udvikler sig, som de dukker op. De er ikke enestående. De er en konstellation af flere tendenser, som vi skal spore forholdet og aktiviteterne mellem.”

Byg din strategi på velfunderet trendanalyse
Nogle af de trends, Amy Webb fremlægger i rapporten, har instituttet brugt mange år på at undersøge. Eksempelvis har Social Payments været på listen i otte år.

Kryptovalutaer er også på listen. Men hvor førstnævnte er betegnet som et område, man skal reagere på nu, er Bitcoin og co. stadig kun i hold-dig-informeret-fasen.

“Trends kan bruges til at bygge plausible og mulige scenarier, som kan blive fundamentet for en forretningsstrategi. Mange bruger cool buzzwords, men ofte er de forudsigelser ikke meget værd. Vores er nok lidt mere kedelige. Men de reflekterer, hvad der faktisk sker,” siger Amy Webb.

De overordnede trends er:

  • De traditionelle smartphones’ æra er snart forbi. Med machine learning og stemmestyring bevæger vi os mod en ny fysisk verden – ikke ren post-skærm – men med flere wearables og usynlige interfaces.
  • Kina investerer milliarder af dollars i kunstig intelligens, genteknologi, grøn teknologi, bæredygtig energi og udforskning af rummet. Ingen anden regering bruger så mange kræfter på fremtiden som Kina, og det kan betyde et skift i den geopolitiske magtstruktur.
  • Det er af yderste vigtighed, at alle beslutningstagere og organisationer sætter sig ind i AI. AI påvirker mange af årets trends i Future Today Institutes rapport, og sulten efter kunstig intelligens er på ingen måde mættet endnu.
  • Spændingen mellem privathed og sikkerhed vil øges. Det kan betyde mere regulering og lovgivning, og det kan spænde ben for tech-giganterne og startups.
  • En kritisk masse af nye teknologier vil begynde at konvergere. Man skal derfor se efter sammenhænge mellem tendenser frem for at fokusere snæversynet.
  • Decentralisering skaber splinternets; idéen om, at det globale internet bliver opdelt i massevis af mindre nationale eller regionale net med forskellige regelsæt.

Hele rapporten kan downloades her.